NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da Edinburgh-aftalen om de fire danske forbehold blev indgået i 1992 kom formuleringen til at være ganske speciel. Der står nemlig at »Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender« på grundlag af de regler som gjaldt i Maastricht-traktaten.
Undrende har mange igennem årene spurgt, hvordan en undtagelse kan være at »deltage fuldt ud«? Forklaringen er da også at det ikke var nogen undtagelse. Dengang var samarbejdet nemlig mellemstatsligt, og på det grundlag, ville Danmark godt være med. Men der var planer om mere overstatslighed, det vil sige flertalsafgørelser, hvor de enkelte lande kan blive stemt ned f.eks. i politisamarbejdet, og det var den udvikling, man tog forbehold over for.
Det blev hurtigt alvor. Allerede tre år efter at Edinburgh-afgørelsen blev vedtaget gik de forhandlinger i gang, som endte med Amsterdam-traktaten.
Det skete i en særlig protokol til Amsterdam-traktaten om Danmarks stilling. I den står der at »Danmark deltager ikke« i beslutningerne som træffes med flertalsafgørelser. Så enkelt og alligevel stærkt omdiskuteret. Den danske regerings udmøntning af den retlige undtagelse var nemlig helt modsat to andre lande, som også i forbindelse med Maastricht-traktaten tog forbehold over for retssamarbejdet, nemlig Storbritannien og Irland. De to lande fik en ordning, hvor de selv kunne bestemme fra sag til sag, hvorvidt de ville deltage i beslutningerne.
Man har også kaldt den danske undtagelse for en »opt-out« – at man hopper ud af en beslutning – mens man har kaldt den britisk-irske model for en »opt-in« – at man hopper ind i en beslutning.
Op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 blev Nyrup af kritikerne kritiseret hårdt for at have udformet den danske undtagelse bevidst ringe, for senere at have argumenter for regeringens egentlige ønske om helt at afskaffe undtagelsen. En beskyldning som Nyrup afviste med at han havde fået forbeholdene fra 1993 »respekteret fuldt ud«.
Det var også med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen at Danmark to år senere deltog i forhandlingerne om Nice-traktaten, der afløste Amsterdam-traktaten. Her blev den danske undtagelse fra retssamarbejdet bibeholdt.