Da Danmark tog forbehold

Siden 1993 har Danmark været forlovet med EU’s retssamarbejde, men efter 14 år er det stadig ikke endt med giftermål.
Af Erling Böttcher
1. januar 2008

Hun sagde først nej, så sagde hun ja, måske, men med forbehold. Og den dag i dag lader giftermålet stadig vente på sig. Den tøvende brud, Danmark, vil stadig ikke indlade sig betingelsesløst på det indgåede forhold.

Det hører til sjældenhederne at forlovelser varer 14 år eller længere, og hvor det måske aldrig bliver til mere – eller heller aldrig skal blive til mere. Årsagen skal man helt tilbage til foråret 1992 for at finde.

Statsminister Poul Schlüter havde tidligt på året annonceret en bindende folkeafstemning om dansk tilslutning til EF’s nye Unionstraktat, Maastricht-traktaten. Afstemningen skulle finde sted den 2. juni 1992. Maastricht-traktaten skulle omdanne det daværende EF-samarbejde til en Europæisk Union, EU. I Folketinget stemte 125 for Maastricht-traktaten, mens kun 30 stemte imod, men ved folkeafstemningen gik det helt anderledes. Vælgerne var skeptiske og afstemningen endte med nej-flertal.

Og dermed var grunden lagt til en af de mest indviklede og vedvarende konflikter i dansk politik.

En kattelem

Igennem det meste af debatten før folkeafstemningen i 1992 krævede nej-siden at resultatet af et nej måtte blive en genforhandling af hele traktaten. Men allerede få dage efter afstemningen afviste regeringen – med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen – en genforhandling af hele traktaten. I stedet burde Danmark finde en metode til alligevel at godtage Maastricht-traktaten – en »kattelem« at komme ind ad, som Uffe Ellemann-Jensen formulerede det tre dage efter nej’et ved et udenrigsministermøde i Oslo. Denne linje fra den danske regering blev logisk nok godtaget af de øvrige EU-lande uden problemer.

Det blev starten på et af de mest særprægede forhandlingsforløb i dansk politisk historie. Allerede en måned før folkeafstemningen, ved Folketingets afstemning den 12. maj, havde SF fremlagt et konkret forslag om at Danmark ved et nej skulle være undtaget fire konkrete områder som repræsenterede den unionsdannelse partiet var imod.

De fire områder var den økonomiske union med fælles mønt, forsvarspolitik, unionsborgerskab og retssamarbejdet.

Det blev nu grundlaget for forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen i form af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. Et udkast til et såkaldt »nationalt kompromis« blev reelt skrevet af oppositionen med regeringen som passive tilskuere. På den måde kunne et bredt flertal i Folketinget, minus Fremskridtspartiet, slutte op om regeringens forhandlinger op til et EU-topmøde i Edinburgh i december 1992. Særlig vigtigt var det at SF som havde støttet nej-kampagnen op til folkeafstemningen, nu var klar til at sige ja.

En omafstemning

Ved topmødet i Edinburgh blev den såkaldte Edinburgh-erklæring vedtaget. Erklæringen præciserer hvordan Danmark opfatter sit forhold til Maastricht-traktaten, og tager på de fire områder forbehold for den fremtidige udvikling i EU. Sammen med »det nationale kompromis« udgør Edinburgh-erklæringen grundlaget for de fire danske undtagelser.

Erklæringen ændrede ikke noget i selve Maastricht-traktaten, så det var således præcist den samme traktat Folketinget sendte til endnu en dansk folkeafstemning året efter, dog nu tilsat forbehold over for fire fremtidige udviklinger.

Den 18. maj 1993 blev der igen holdt folkeafstemning, og denne gang blev det et ja. Det førte til stor bitterhed blandt mange vælgere at man kunne omgøre en folkeafstemning allerede året efter. Nej-siden hævdede at der ikke var ændret et eneste komma i teksten. Ja-siden hævdede at der var skabt et helt nyt grundlag fordi Danmark havde fire forbehold. Det som gør sagen indviklet, og har gjort det lige siden, er at begge lejre kan have fuld ret i deres udlægning.