Bryllup i sigte?

Den danske retsundtagelse lukker Danmark helt ude af det retslige samarbejde. Men et flertal af de politiske partier vil ikke ophæve forbeholdet – for det vil betyde at man underlægger sig EU’s regler for flygtninge og indvandrere. I stedet vil man foretrække en ændring af forbeholdet.
Af Erling Böttcher
1. januar 2008

14 år er gået, og vi er stadig kun forlovet uden at være gift med EU’s retssamarbejde. Men den går ikke længere. Nu vil vi snart blive tvunget til at beslutte os: Skal vi gifte os uden flere betingelser? Skal vi sige nej og trække os ud af forholdet – eller skal vi måske satse på nogle helt nye betingelser for det fortsatte samliv?

Danmark kan ikke længere være med i det mellemstatslige retssamarbejde, for det findes ikke længere, hvis den nye EU-traktat bliver vedtaget. Alt omkring retssamarbejdet vil derefter være overstatsligt, altså med flertalsafgørelser, hvor de enkelte lande kan blive stemt ned. Sådan var i EU-forfatningen som blev stemt ned af de franske og hollandske vælgere i 2005. Og det er uændret i den traktat, som blev godkendt af EU’s regeringschefer ved et EU-topmøde i oktober 2007.

Undtagelse fra alt

Den danske regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen har i forhandlingerne om EU-forfatningen i årene 2002-2005 forhandlet på samme måde som Nyrup Rasmussen gjorde ved Amsterdam-traktaten i 1996-1998: Fortolket undtagelsen fra retssamarbejdet sådan at Danmark skal være undtaget fra indflydelse.

Fordi hele retssamarbejdet vil blive overstatsligt, vil Danmark komme i en situation, hvor undtagelsen gælder alt. Danmark er helt uden for retssamarbejdet. Ifølge Amsterdam-traktaten kunne Danmark anmode om såkaldte parallel-aftaler på områder, hvor vi ganske vist ikke deltog i beslutningen, men gerne ville være med i samarbejdet. Den mulighed findes heller ikke i EU-forfatningen/Lissabon-traktaten.

Således vil Danmark gå fra at have et forbehold, hvor man deltager »fuldt ud« (1993), til en situation hvor man deltager »slet ikke«.

Den situation har kaldt på forskellige politiske reaktioner.

Afstemning – men om hvad?

Politikere som i alle år har været imod Danmarks forbehold, kræver at den nuværende undtagelse afskaffes ved en folkeafstemning. Andre kræver at det er selve forhandlingsresultatet, altså EU-traktaten, som skal til folkeafstemning, fordi det er EU-traktaten som ændrer Danmarks undtagelse fra at vi er med i det vi vil, til at vi slet ikke er med.

I selve teksten i EU-forfatningen/Lissabon-traktaten er der åbnet mulighed for at Danmark kan ændre sin undtagelse til en britisk/irsk model, hvor Danmark selv kan vælge at tilslutte sig dele af retssamarbejdet efter Folketingets beslutning. En sådan ændring af undtagelsen skal ifølge de danske politikeres løfter til de danske vælgere ske ved en folkeafstemning.

Enige om at være uenige

Bag EU-traktaten står partierne Venstre, Konservative, Ny Alliance, Radikale, Socialdemokraterne og SF. Imod er Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Mens det store flertal kan blive enige om både EU-traktaten og ønsket om at erstatte den gamle undtagelse med en ny, er det samme flertal uenige om, hvad en sådan ny dansk undtagelse skal bruges til.

På den ene side ønsker partierne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti Danmark undtaget fra overstatslige beslutninger på områderne asyl og indvandring, men vil gerne være med til mere samarbejde om f.eks. politi og strafferet. Andre partier vil det modsatte: Gerne have Danmark med i overstatslige beslutninger om asyl og indvandring, men være betænkelige ved det samme på områder som politi og strafferet.

Gradvis afvikling af undtagelsen

Den hidtidige danske retlige undtagelse har så at sige været vælgernes ejendom. Den er indført af vælgerne ved en folkeafstemning 18. maj 1993 og bekræftet ved Amsterdam-afstemningen 28. maj 1998. Den kan derfor kun afskaffes af vælgerne igen ved en folkeafstemning.

Hvis den bliver ændret i overensstemmelse med muligheden i EU-forfatningen/Lissabon-traktaten, vil det ikke være en afskaffelse her og nu. Til gengæld vil det være en gradvis afskaffelse over et stykke tid.

Det skyldes at undtagelsen så at sige vil blive Folketingets ejendom, og derefter vil kunne ændres af et flertal i Folketinget uden folkeafstemning.

Et lov og orden venligt flertal vil f.eks. kunne afskaffe undtagelsen på beslutninger inden for det overstatslige straffe- og politisamarbejde, mens et andet indvandringsvenligt flertal vil kunne afskaffe undtagelsen på beslutninger inden for overstatslig asyl- og indvandringspolitik.

Da undtagelsen er indrettet sådan at man ikke kan trække en tilslutning til overstatsligt samarbejde tilbage, vil skiftende flertal i Folketinget lidt efter lidt få afviklet undtagelsen, hvis den ændres som der er åbnet mulighed for i EU-forfatningen/Lissabon-traktaten.