NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Skal dansk politi rykke ud, ransage og beslaglægge dokumenter, genstande og andet bevismateriale, blot politiet i et andet EU-land beder om det? Svaret findes i en ny lov som snart vil blive vedtaget af det danske folketing, og som er en udmøntning af en EU rammeafgørelse fra 2006 om den europæiske bevissikringskendelse.
Grundideen er at en kendelse om indhentning af bevis der afsiges i et EU-land, direkte skal anerkendes og håndhæves i et andet EU-land. Med andre ord, hvis Danmark rejser sigtelse mod en hollandsk statsborger, kan en dansk domstol udstede en bevissikringskendelse hvorefter hollandsk politi – uden prøvning ved en hollandsk domstol – skal udlevere det bevismateriale de måtte ligge inde med.
– Det forudsatte alene overholdelse af de minimumsregler, som findes i den europæiske menneskerettighedskonvention og tog ikke højde for forskelligheder i national lovgivning.
– Det afskaffede folkerettens territorialprincip (dvs. at ingen stat uden samtykke kan udøve myndighed på nogen anden stats territorium). I praksis ville det betyde, at eksempelvis spanske myndigheder ville kunne rejse en sag i Danmark.
– Kommissionen foreslog ophævelse af retsprincippet om dobbelt strafbarhed senest 5 år efter rammeafgørelsen var trådt i kraft. Det er det samme som at sige at dansk straffelov skal gælde i Polen eller Tyskland, lige som polsk eller tysk straffelov skal gælde i Danmark. Kravet om dobbelt strafbarhed blev ophævet for de samme 32 forbrydelser som gælder for den europæiske arrestordre.
– Der var ingen grænser for hvilke beviser der skulle kunne udveksles.
Som EU-Kommissionens kontor i Danmark skrev: »Beviser skal flyde uhindret over grænserne«.
Den mildeste kritik blev fremsat af rigsadvokaten og statsadvokaterne. De fandt forslaget unødvendigt og begrundelsen tvivlsom, for samarbejdet fungerede allerede tilfredsstillende.
Institut for Menneskerettigheder stillede spørgsmålstegn ved, dels om forslaget overholdt den europæiske menneskeretskonvention for så vidt angik ransagning, dels om forslaget var i overensstemmelse med grundlovens ß77 om ytringsfrihed, hvorefter det kun er danske domstole, der kan beslaglægge skrifter eller kende en udtalelse for strafbar.
Danske medier og PET frygtede for deres kildebeskyttelse. PET mente at udlevering af oplysninger kunne bringe ikke blot »kilder og andre personer i overhængende fare, men vil tillige mere generelt kunne få den effekt at tjenesten ikke fremover modtager relevante oplysninger«.
Mest kritisk var Advokatrådet. I sit høringssvar skriver man blandt andet at »de foreslåede regler vil for de sager, som omfattes af forslaget, imidlertid netop indebære at retssikkerhedsniveauet i de lande, der opretholder et højt retssikkerhedsniveau, sænkes (min fremhævning, NHN) til det niveau, der måtte eksistere i de lande, der alene sikrer et lavere retssikkerhedsniveau«. Også Advokatrådet stillede spørgsmålstegn ved, om forslaget var i overensstemmelse med grundloven.
I indledningen er indsat betragtninger om grundlæggende rettigheder. Der er taget højde for forskellene i national lovgivning som blandt andet medfører at Danmark ikke kan tvinges til at gennemføre ransagninger eller lignende i andre tilfælde end for de tidligere omtalte 32 forbrydelser. Der er indført et territorialprincip. Princippet om dobbelt strafbarhed ophæves ikke om 5 år, men tages op til ny vurdering – bortset fra de tidligere omtalte 32 forbrydelser. Kildebeskyttelsen bevares.
Ligeledes vil dansk politi skulle udlevere oplysninger selvom disse er indhentet i en helt anden sag. I et svar til Folketingets retsudvalg skriver justitsministeren: »De polske eller tyske myndigheder vil dog på grundlag af en europæisk bevissikringskendelse kunne anmode de danske myndigheder om sådanne oplysninger i de formentlig yderst begrænsede tilfælde, hvor dansk politi allerede efter retsplejelovens regler for indhentning af historiske teleoplysninger måtte have indhentet oplysningerne til brug for efterforskning i en dansk sag.« u
Det lykkedes formentlig kun fordi Rådet enedes om at fremsætte en række erklæringer som bilag til rammeafgørelsen, og herudover fremsatte Danmark og Tyskland hver deres selvstændige erklæringer om fortolkninger af visse dele af rammeafgørelsen. Danmark til artikel 7 vedr. elektroniske data og Tyskland i relation til artikel 16, stk. 2 hvor man definerer hvad man forstår ved terrorisme, internetkriminalitet, racisme og fremmedhad, sabotage, afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning samt bedrageri.
I rammeafgørelsen defineres bevissikring som
Fremskaffe allerede eksisterende genstande, dokumenter og data
Udveksling af oplysninger om straffedomme i strafferegistre