NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Underskrivelsen fandt sted på et møde i Rom, og derfor blev traktaten længe kaldt for »Rom-traktaten«.
Traktaten videreførte en række af de principper og institutioner, der fandtes for Kul- og Stålfællesskabet. »Den Høje Myndighed« blev dog omdøbt til »Kommissionen«.
I stedet kom hovedsædet til at ligge i Belgiens hovedstad Bruxelles. Domstolen kom dog fortsat til at ligge i Luxembourg, og det samme gjorde Parlamentet.
Især det sidste forhold har siden vist sig at være både dyrt og upraktisk. Da stort set ingen møder holdes i Luxembourg, skal tusindvis af dokumenter ustandselig flyttes fra Luxembourg til Bruxelles eller Strasbourg – og tilbage igen.
Men da bestemmelsen om Luxembourg er nedfældet i traktaten, er det umuligt at lave forholdene om.
I indledningen stod der direkte, at fællesskabet skulle fremme »snævrere forbindelser mellem de stater, som det forener«.
Der stod også, at man skulle sikre, »at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes«. Og der stod, at der skulle ske en »indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger i det omfang, dette er nødvendigt for fællesmarkedets funktion.«
Disse sætninger optog næppe de politikere, der skrev under på traktaten. Men de har siden da været styrende for Domstolens virksomhed. Dommerne i Luxembourg har betragtet det som deres opgave at give fællesskabet så meget magt som muligt.