NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jean Monnet blev den første leder af Kul- og Stålfællesskabet, og det blev en stor succes. Den øgede konkurrence skabte lavere priser, hvilket igen kom industrierne i de seks lande til gode.
Men Jean Monnet var ikke tilfreds. Han ønskede, at samarbejdet skulle udbygges, og allerede i 1952 fik han den franske regering til at fremsætte to nye forslag – et om et Europæisk Forsvars-fællesskab og ét om et Europæisk Politisk Fællesskab.
Det vigtigste var Forsvars-fællesskabet, der i daglig tale blev kaldt for »Europahæren«.
Man befandt sig på det tidspunkt midt i Den Kolde Krig, og USA pressede på for at genopruste Vesttyskland. Man ønskede tysk støtte i den fælles kamp mod Sovjetunionen.
Men Europahæren blev aldrig til noget, for den faldt ved en afstemning i den franske nationalforsamling med 319 stemmer mod 264 – efter at de andre fem lande havde sagt ja til det franske forslag.
I juni 1955 fik han holdt en konference i Messina i Italien, hvor alle seks medlemslande i Kul- og Stålfællesskabet mødtes. De enedes om at nedsætte en arbejdsgruppe med den belgiske politiker Paul Henri Spaak som formand.
Arbejdsgruppen afleverede kort tid efter et forslag, som gik ud på, at der skulle oprettes to nye fællesskaber, toldunionen Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og organisationen for atomsamarbejde, Euratom.
Især Vesttyskland, Holland og Belgien havde en en stærk interesse i en toldunion, der kunne sikre deres industrivarer et større marked. Frankrig var mindre interesseret i en toldunion, men havde til gengæld interesse i et organ, der kunne støtte udbygningen af dets atomkraftværker.
Nederlaget kom i oktober 1956, hvor Frankrig sammen med England og Israel angreb Ægypten for at genvinde kontrollen med Suez.-kanalen, som var blevet nationaliseret af den ægyptiske leder, oberst Nasser.
Ægypterne blev i første omgang besejret, men så greb USA ind. Den amerikanske præsident Eisenhower tvang de tre lande til at trække sig tilbage fra Ægypten, og Nasser bevarede kontrollen med kanalen.
Nederlaget føltes især af Frankrig som en stor ydmygelse, og det fik landet til at se mere velvilligt på tanken om en udbygning af Kul- og Stålfællesskabet til en toldunion.
Men Frankrig krævede en betaling. Hvis landet skulle åbnes for tyske industrivarer, skulle tyskerne også åbne for franske landbrugsvarer – og betale en høj pris for dem.
Dette krav førte til Fællesmarkedets dyre landbrugsordninger, som man først nu – 50 år senere – er begyndt at afvikle.