Sunde fødevarer kræver sundt landbrug
Reformen i 2003 af landbrugspolitikken gav ikke meget plads til sundhedshensyn. Britisk sundhedsinstitut satser nu på en revanche i 2008
Af Kenneth Haar
31. marts 2007
Både miljø- og forbrugerorganisationer og tænketanke pressede i 2003 på for en ændring af EU's landbrugspolitik til fordel for folkesundheden, men forhandlingerne dengang om en ny støttepolitik skævede ikke meget i den retning. I 2008 åbnes ballet igen. Der skal tages nye beslutninger på højt plan om fremtidens landbrugspolitik, og et britisk sundhedsinstitut satser på revanche.
»Det kan hævdes, at EU's landbrugspolitik har domineret folkesundheden i de første 40 år gennem støtte til fødevareproduktion. Næsten halvdelen af EU's budget går til landbrugspolitikken. De penge skal bruges bedre, og vi skal bl.a. sænke støtten til kød og mejeriprodukter, og øge tilgængeligheden af frugt og grøntsager,« siger formanden for Faculty of Public Health professor Rod Griffiths.
»Hvis vi ikke gør det rigtige, dømmer vi mange mennesker til et liv med sukkersyge, hjertesygdomme, kræft og tidlig død,« advarer han.
Sundhed versus landbrugsstøtte
Faculty of Public Health (FPH) er en selvstændig, privat tænketank, som har til formål at fremme folkesundhed bl.a. gennem forskning. FPH udgav den 14. marts 2007 en rapport med titlen »A Cap on Health«, som især skal »tænde op under medlemmer af Europa-Parlamentet«.
FPH mener der er en grel modsætning mellem EU-traktatens målsætning om bedre folkesundhed og forbrugerbeskyttelse (artikel 152 og 153 EF) på den ene side og landbrugspolitikken på den anden:
»I øjeblikket opererer landbrugspolitikken overvejende i strid med målsætningerne i disse artikler. Det landbrugspolitikken har brug for er en reformpakke, der henholder sig til ånden i den del af traktaten,« lyder det i rapportens konklusion.
Omdirigering
Instituttets anbefalinger går mest ud på at omdirigere landbrugsstøtten, og det er andre toner end fra den britiske regering der helst ser landbrugsstøtten afskaffet. Til det standpunkt indvender FPH at en afskaffelse af støtten »næppe vil blive realiseret i nær fremtid«, og at de derfor foretrækker at arbejde for en »sundhedsfremmende frem for sundhedsskadelig landbrugspolitik«.
Udover at skære ned på støtten til kød og fede mejeriprodukter og at optrappe støtte og anden opmuntring til produktion af frugt og grøntsager, rummer FPH's rapport et krav om stop for destruktion af sunde fødevarer. I stedet skal f.eks. frugt, grøntsager og fedtfattige mejeriprodukter distribueres gratis på skoler og hospitaler. FPH kræver også støtte til øget produktion af planteolier der er sundere end fedtstoffer fra mejeriproduktion, samt til øget kornproduktion som FPH mener skal give et alternativ til proteinerne i rødt kød. u
Rapporten »A CAP on Health« kan ses på www.fphm.org.uk/policy_communication/downloads/publications/reports/CAP_2007.pdf
Milepæle i EU's fødevarepolitik
Rom-traktaten (1957), Fælles marked uden fødevarepolitik
Formålet med Rom-traktaten fra 1957 var dannelsen af et fælles marked for alle medlemslande, og fødevarer var – som alle andre varer – omfattet. Rom-traktaten pålagde medlemslandene at fjerne alle hindringer for den indbyrdes handel, herunder told, og »kvantitative restriktioner«, herunder begrænsninger på import såsom kvoter. Traktaten pålagde også medlemslande at sikre en tilnærmelse af lovgivningen i det omfang det var nødvendigt for at sikre fællesmarkedets funktion. Det første fødevaredirektiv, som handlede om farvestoffer, kom allerede i 1962, men det kom til at vare længe før fødevarepolitikken blev harmoniseret i stort omfang. Rom-traktaten handlede først og fremmest om et fælles marked og rummede intet om fødevarepolitik.
Cassis de Dijon-dommen (1978), God nok i ét land - god nok overalt
Forståelsen af hvor vidtgående krav Rom-traktaten egentlig stiller til medlemslandenes lovgivning på fødevareområdet, har ændret sig markant gennem tiden. Det måske vigtigste skæringspunkt er en dom fra EU-domstolen fra 1979. Dommen pålagde Tyskland at tillade import af en fransk likør, som indtil da havde været underlagt importforbud, fordi alkoholproducenten stred mod tyske standarder. Dommerne udledte en mere principiel konklusion af sagen: En vare, som er godkendt i ét medlemsland, skal i princippet kunne eksporteres til alle medlemslande.
EF-pakken (1987), Mere marked end politik
Med vedtagelsen af EF-pakken fik traktaten for første gang en tekst om at folkesundhed og forbrugerinteresser skulle være mål for EU's regler på fødevareområdet. Denne del af traktaten blev siden styrket med Maa-stricht-traktaten (1992). Princippet om varernes frie bevægelighed, som Dijon-dommen havde vist de vidtgående konsekvenser af, kunne nu systematisk suppleres med udvikling af regler for hvad der skulle være tilladt eller påbudt i det indre marked. Langt op i 90'erne var EU dog primært optaget af at fjerne handelshindringer og sikre det indre markeds funktion.
WTO (1995), Oven over EU
Da Verdenshandelsorganisationen (WTO) blev dannet i 1995 var de færreste klar over at det også havde betydning for både medlemslandenes og EU's fødevarepolitik, men det skulle hurtigt komme til at stå klart. WTO blev dannet for at liberalisere verdenshandlen, og flere af reglerne for WTO handler nemlig om fødevarer. EU's regler kom hurtigt i skudlinjen, særligt fra USA, der indledte med en klagesag mod EU for at have for skrappe regler for indholdet af væksthormon i oksekød. EU tabte sagen. Siden har det især været USA's klager over restriktionerne på import af GMO-produkter og –afgrøder som har optaget sindene. WTO-reglerne betyder at EU-kommissionen ikke er frit stillet når der skal udformes nye forslag til EU-lovgivning.
BSE- og dioxin-skandalerne (1996-99), Pres for fødevarepolitik
I perioden 1996 til 1999 blev Europa rystet af to fødevareskandaler. I England skabte en epidemi af kogalskab (BSE) i 1996 panik. Det kom frem at der var en risiko for at BSE kunne give mennesker det livsfarlige Creutzfeld-Jakob syndrom. I Belgien blev det opdaget i 1999 at store mængder fødevarer (okse- og svinekød, fjerkræ, æg m.m.) var forurenet med det stærkt giftige og kræftfremkaldende dioxin.
Begge skandaler skabte uro i EU, både på politisk niveau og i medlemslandenes befolkninger. Nogle så skandalerne og EU's måde at håndtere dem på som et ilde varsel om virkningen af et indre marked og af svage regler for sundhed. Andre, f.eks. britiske konservative, mente at især BSE-skandalen var blevet misbrugt til protektionisme. Der opstod derfor et hårdt pres fra flere sider for at udvikle EU's fødevarepolitik.
Hvidbog om fødevaresikkerhed (2000), Mere harmonisering og fælles institution
Debatten efter fødevareskandalerne i 90'erne fik Kommissionen til at iværksætte en debat om en ny og forstærket strategi for EU's fødevarepolitik. Den resulterede i 2000 i vedtagelsen af en plan – en hvidbog – for udviklingen af fødevarepolitikken gennem 43 forslag til lovgivning og 41 initiativer fra Kommissionen af anden art. Hvidbogen førte også til oprettelsen af Den Europæiske Fødevareautoritiet (EFSA), som har fået til opgave at gennemføre risikovurderinger af fødevarer og ingredienser, og sikre koordinering mellem medlemslandene i krisesituationer der har med fødevarer at gøre.