Skænderi om Irak i glemmebogen

»Splittelsen er væsentligt mindre end i 2003«. Sådan vurderer Geir Lundestad forholdet mellem EU og USA. Han er direktør for det norske Nobel-institut, professor i historie, og forfatter til en langrække bøger om relationerne mellem USA og Europa, herunder EU. Hans seneste bog om det emne blev udgivet i 2003. Her skrev han at en mere selvstændig politik kunne være under opsejling. Men i dag er hans vurdering at der er sket en tilnærmelse siden da.

Mener du at EU's udvidelse med 12 nye medlemslande har haft en direkte indflydelse på forholdet til USA?

»Selv om USA's position blev svækket pga. det der skete i Irak, og i det lange perspektiv er der fortsat mange i Europa, der vil have et nært forhold til USA. Det ser vi tydeligst i de nye medlemslande. Ikke mindst Polen og de baltiske lande ser USA som en sikkerhedsgaranti mod Rusland. De er overbevist om at Rusland kommer igen, så disse lande vil have et nært forhold til USA.

Også andre lande er tæt på USA, såsom Storbritannien, Holland, Portugal, og – lidt overraskende – Danmark. Men vi ser jo også at Tyskland og Frankrig synes, at det forhold de havde til USA i 2003, blev for dårligt. Det ser vi ikke så meget i Irak, men vi ser det i Afghanistan, i forhold til Iran og i forhold til Libanon.

Så selv om USA's position er blevet svagere, ikke mindst i den offentlige opinion, så ser vi på regeringsplan at selv de mest USA-kritiske, såsom Frankrig, har prøvet at forbedre forholdet til USA«

.Hvad er dit syn på EU's sikkerhedsstrategi fra 2003. Var det et forsøg på – kort tid efter konflikterne omkring Irak-krigen – at etablere et stabilt og tæt forhold til USA?

»EU's sikkerhedsstrategi var jo på mange måder et svar på USA's sikkerhedsstrategi fra året før.

Trusselsbilledet i de to dokumenter er forbavsende ens. Man ser de samme trusler. Det er terrorisme, masseødelæggelsesvåben, organiseret kriminalitet og slyngelstater. På det punkt er forskellen mindre end man måske ville have ventet.

Forskellen ligger i virkemidlerne, som anbefales for at imødegå de trusler. USA lægger klart større vægt på militær magt og økonomiske sanktioner, hvor Europa har mindre tiltro til de militære midler og mere på de politiske«.

Hvad er baggrunden for at EU har mindre tiltro til de militære virkemidler?

»Der er flere grunde. En af dem er åbenlyst, at EU selv har færre militære virkemidler. Det er, som Robert Kagan (konservativ, politisk kommentator, red.) siger: Hvis du selv har en hammer, så ser du hurtigt de søm, der skal bankes ind. USA har militære virkemidler og kan bruge dem. EU har i meget mindre grad, så derfor er det naturligt at mene at dette virkemiddel ikke behøver stå centralt.

Det hænger nok også sammen med en politisk og kulturel vurdering. I USA ser man meget tingene sort-hvidt, i godt og ondt, mens man i Europa - selvom man ikke kan generalisere - ser tingene mere i gråt, og derfor har man et dårligere grundlag for at bruge ekstreme virkemidler som de militære.

Men Europa har et problem her. For på den ene side er der Irak. Her kan man sige at de militære virkemidler er slået helt fejl og har udspillet sin rolle. På den anden side viste det sig i løbet af 90'erne i Jugoslavien at der var brug for militære virkemidler. Krisen endte jo med at europæerne gik i krig i Kosovo uden FN-mandat. Det havde vist sig at der var brug for militære virkemidler og at man havde mindre af dem end ønskeligt«.

Så der ligger et ønske om flere militære virkemidler på sigt?

»Ja. De store militærmagter i EU, Storbritannien og Frankrig, er helt entydige på dette punkt. Men det er også de eneste lande, som har formået at holde forsvarsbudgetterne oppe i de senere år. I næsten alle andre europæiske lande er forsvarsbudgetterne gået ned, og det gør selvfølgelig muligheden for brug af militære virkemidler endnu mindre.

Men så kan man jo samarbejde mere –og specialisere sig. Og hér er det f.eks. interessant at Danmark har nedlagt ubåds-flåden. For det er jo den tanke som trænger sig på, at når man ikke har penge til det hele, så må man gennemføre en specialisering«.

Findes der i dag en gruppe EU-medlems-lande med et udenrigspolitisk projekt for EU, som indebærer en stor distance til USA?

»Set i et historisk perspektiv er det jo en utrolig integrationsproces, der har fundet sted i EU. Og man er også nået et stykke med udenrigspolitikken. Udenrigspolitisk har man samme holdning til mange områder, og man samarbejder om udviklingsbistand, fredsbevarende styrker og sådanne ting.

Men EU vil aldrig få en egen tung udenrigs- og sikkerhedspolitik før Frankrig og Storbritannien, bliver enige. Dét er de to centrale militære aktører, og de skal blive enige før EU kan optræde med tyngde på de mest krævende områder, altså det politiske og det militære. Der er langt igen.

Over for USA betyder det, at det vil være umuligt for EU at praktisere en politik, som er lige så tæt knyttet til USA som den britiske, og det vil være umuligt at praktisere en politik, som tager lige så meget afstand fra USA som den franske. Der er jo et stort spektrum imellem, og der er mange forskellige synspunkter på dette. Men tager vi den seneste udvikling, så viser den at det er helt urealistisk at tro, at EU som helhed kan definere sig meget stejlt mod USA, selv Frankrig er interesseret i at have et godt forhold til USA«.

Ifølge Johan Galtung er det almindeligt anerkendt at USA er på retur. Han mener at EU i øjeblikket er i en venteposition for at se, hvordan USA udvikler sig – en venteposition som kan ende med en stor debat om hvorvidt EU skal søge at overtage USA's status som global supermagt.

»Det kan være der er noget vigtigt i hans perspektiv, men så skal vi forlænge det tidsmæssigt.

For det paradoksale i denne situation er at USA er kommet sig og har fået et bedre forhold til lande som Tyskland og Frankrig, end det de havde under Irak-krigen.

Man har jo også været nødt til at forlænge tidsperspektivet med udviklingen af en egentlig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU. Det står klart at folkeafstemningerne om forfatningstraktaten i Holland og Frankrig har sænket tempoet i integrationsprocessen i betydelig grad. Nu snakker man ikke så meget om EU som alternativ til USA. Der er snarere vægt på Kina. Men uanset hvad, så ligger det et godt stykke ud i fremtiden«.