Skabt med kul og stål

EU's institutioner blev reelt skabt allerede i 1950, da den franske embedsmand, Jean Monnet, fik oprettet Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab
Af Sven Skovmand
30. marts 2007

Den 23. juli 1952 begyndte Kul- og Stålfællesskabet sit arbejde. Udformningen var tilrettelagt af Jean Monnet, og han skabte de institutioner og den arbejdsgang, der stadig præger EU.

Det daglige arbejde blev ledet af en institution med det pompøse navn »Den Høje Myndighed« – den der i dag har det lidt mere ydmyge navn »Kommissionen«.

De principielle beslutninger skulle træffes af et råd, hvori der sad en minister fra hvert medlemsland. Beslutningerne skulle træffes med et flertal af landene, idet dog mindst to af de tre store lande – Frankrig, Vesttyskland og Italien – skulle stemme for.

En domstol skulle endelig tage stilling til, om medlemslandene overholdt traktaten og de efterfølgende beslutninger.

Dens udgangspunkt var traktaten, hvori der stod, at landene skulle give fri adgang for hinandens produkter, og at de ikke måtte støtte deres industrier, uden at de på forhånd havde sikret sig, at Den Høje Myndighed godkendte beslutningen.

De rådgivende organer

Ud over disse besluttende organer var der to rådgivende organer. Det ene var Parlamentet, der kaldtes med det franske ord »Forsamlingen«. Det skulle have forelagt alle forslag og kunne komme med udtalelser til dem. Det kunne også komme med ændringsforslag til budgettet. Og hvis to tredjedele af dets medlemmer stemte for, at Den Høje Myndighed skulle gå af, kunne de gøre det.

Det andet organ var »Det Rådgivende Udvalg«, der bestod af repræsentanter for ejere og ansatte i kul- og stålindustrien samt forbrugerne af dens produkter.

Udvalget kunne som parlamentet komme med udtalelser til de fremlagte forslag, men havde ellers ingen myndighed. Det svarer til det senere Økonomiske og Sociale Udvalg i EF/EU.

Den vigtige initiativ-ret

Selv om politikerne i princippet traf beslutningerne, lå al magt i praksis hos Den Høje Myndighed.

Det hang sammen med det, man kalder »initiativ-retten«, dvs. at alle forslag skulle fremsættes af Den Høje Myndighed. Når først en beslutning var truffet, kunne politikerne ikke lave den om, uden at Den Høje Myndighed sagde ja til at fremsætte et nyt forslag.

Denne i virkeligheden dybt udemokratiske metode var indført helt bevidst af Jean Monnet. Han nærede en dyb foragt for politikere og ønskede ikke, at de skulle have mulighed for at ødelægge noget af det, som han og andre dygtige embedsmænd havde skabt.

Når alle forslag skulle fremsættes af Den Høje Myndighed, kunne man jo være sikker på, at den aldrig ville ændre på noget, den selv havde foreslået!