Og hans telefonnummer er 00 32 2 281 6111

Engang klagede USA over at det var umuligt at finde ud af hvem i EU, man skulle ringe til for at høre EU’s mening. Nu er telefonnummeret der, og udenrigschefen står klar til at tage telefonen.
Af Erling Böttcher
13. juni 2007

Også for 30 år siden klagede man i Europa over at USA handlede for enerådigt i forhold til resten af verden. De store EU-lande ville med på råd. Den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sukkede: Jeg vil gerne ringe til Europa. Men hvem skal jeg ringe til?

Kissingers bemærkning er siden gået over i historien som et billede på EU’s manglende evne til at føre fælles udenrigspolitik. Det var svært at finde ud af, hvad europæerne mente om den ene eller anden internationale problemstilling, for som minimum skal man ringe til London og Paris, måske også til Berlin, Rom og Madrid. Og efter de mange telefonopkald kan man stå med ligeså mange forskellige svar.

Nu er problemet med det manglende telefonnummer løst. Ved telefonen sidder EU’s udenrigspolitiske repræsentant, den 64-årige spanier Javier Solana og hans medarbejdere. Han har blot to problemer: Han hedder ikke »udenrigsminister« og han er det heller ikke.

Det magtfulde ansigt udadtil

Ifølge udkastet til EU-forfatning skal EU have en udenrigsminister. Han bliver en person med to kasketter på én gang. Han skal både være medlemslandenes fælles EU-ansigt overfor omverdenen, og han skal være næstformand for Kommissionen med ansvar for udenrigspolitikken. Han får et udenrigsministerium, det vil sige en stab af medarbejdere, han kan råde over. Han bliver tilmed udenrigsminister for en Union som opruster militært, især til at kunne føre egentlige krige uden for eget område, den såkaldte fredsskabelse.

Chefen for det hele, den fælles udenrigs-minister, vil i sagens natur, blive en ganske magtfuld person. Favoritkandidaten er Javier Solana, der også har en fortid som chef for det militære samarbejde i NATO. Solana, hvis titel i dag kun er »højtstående repræsentant« for den fælles udenrigspolitik, flyver og farer verden rundt og optræder på fotos alle vegne hvor der er brug for at sætte ansigt på Unionen internationalt. Han mangler kun den formelle titel samt den dobbelte kasketføring, der kan forene de forskellige organer i EU–medlemslandene i Ministerrådet og Kommissionen.

Alle skal være enige

Selv om Solana nu tager telefonen på EU’s vegne, så er han stadig repræsentant for en udenrigspolitik som, i modsætning til de fleste EU-områder, ikke vedtages med flertals-afstemninger. Der er enstemmighed. Man kan ikke vedtage en EU-holdning ved at stemme et mindretal af lande ned.

Det er et grundvilkår for EU, som afspejler at EU ikke er en stat, og at noget så vigtigt som et lands udenrigspolitik stadig er nationalt område.

Heller ikke udkastet til en forfatning ændrer på det forhold. Talrige formuleringer om at EU-landene skal tale med én stemme og skal underordne sig EU’s fælles beslutninger er – ja, netop formuleringer. Kendsgerningen er at hvis medlemslandene ikke vil indordne sig og blive enige, så kan de ikke tvinges.

I EU-systemet ser mange gerne udenrigspolitik ændret til et område, hvor EU har kompetencen over medlemslandene. Men der er lange udsigter til at f.eks. de to gamle stormagter med atomvåben, Frankrig og Storbritannien, vil overlade spørgsmål om krig og fred til flertalsbeslutninger i Bruxelles.

I stedet gør EU noget andet for at drive udviklingen fremad: Bygger institutioner og udnævner personer. EU’s historie har vist at det er en metode, man ikke skal underkende betydningen af.

Forfatningen om udenrigspolitik

• »Unionen forsvarer og fremmer i forbindelse med den øvrige verden sine værdier og interesser« (artikel I-3)
• »Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer Unionens indsats på dette område. De afstår fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet« (artikel I-16).
• Den fælles politik »vil føre til« et fælles forsvar (forfatningsudkastets artikel I-41.2).
• Medlemslande er forpligtet til »gradvis at forbedre deres militære kapacitet« (artikel I-41.3 ).
• En gruppe lande kan slå sig sammen i en union inden for Unionen med flertalsafgørelser (artikel I-41.6 om »permanent struktureret samarbejde«).
• Fælles musketéred, således at hvis et EU-land angribes, skal de andre EU-lande »yde al hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen« (artikel 41.7).
• Medlemslandene skal komme hinanden til undsætning, eventuelt militært, ved terror-angreb eller katastrofer (artikel I-43).
• Medlemslandene kan – uden nye traktatændringer – blive enige om for fremtiden at lade emner afgøre ved flertalsafgørelser (artikel I-40.7)
• EU skal kunne løse krigsindsatser uden for eget område, de såkaldte »kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse« (artikel III-309.1), en formulering der dog allerede står i den nuværende traktat, Nice-traktaten.
  
  Print denne side