NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Lørdag den 28. april 2007 fremsatte ledelsen af det tyrkiske militær en slet skjult advarsel. På generalstabens hjemmeside kunne man læse at militæret er »den standhaftige forsvarer af sekularisme«, dvs. adskillelse af politik og religion, og at man var parat til at demonstrere »sin rolle og holdning når som helst det bliver nødvendigt.«
Udtalelsen blev ikke oversat til den engelske side, men den havde også en entydig indenrigspolitisk adresse.
Generalstabens formål var at forhindre parlamentets valg af den daværende udenrigsminister Abdullah Gül fra det religiøst inspirerede AKP til ny præsident.
I de følgende dage mødte næsten en million mennesker frem i gaderne i Istanbul, og flere hundrede tusinde i byerne Ankara og Izmir, for at demonstrere mod Güls kandidatur, for det sekulære samfund, og til støtte for militæret som en garant mod »islamisme'.
Men der var også en anden forskel. Generalstaben lykkedes ikke med sit ærinde. Ganske vist blev Gül ikke valgt til præsident umiddelbart efter generalstabens slet skjulte trussel. Men konflikten udløste et nyvalg til parlamentet. Resultat: AKP gik frem fra 34 procent i 2002 til 47 procent af stemmerne.
Med den valgsejr i ryggen og med støtte fra andre partier og uafhængige parlamentsmedlemmer blev Gül alligevel udnævnt til præsident, på trods af de militære trusler og de store demonstrationer.
Det var dog ikke den sidste gang at militæret blandede sig.
Oplysninger fra mødet blev lækket til pressen, men denne gang holdt forsvarsstaben en lav profil udadtil.
Af de mange forhold som irriterer det tyrkiske militær, er det faktum at præsidentens og premierministerens koner går med tørklæde, det mest ophidsende for generalerne.
Tørklæde på nationens højeste niveau bliver opfattet som et frontalangreb på kemalismen, den tyrkiske statsideologi som blev grundlagt af landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk.
Militæret står også stejlt fast på den meget omdiskuterede artikel 301 i den tyrkiske straffelov. Det er den som gør fornærmelse af »tyrkiskhed« til en forbrydelse. Desuden vil militæret fastholde de love som forhindrer ikke-muslimske trossamfund og udenlandske stiftelser at købe fast ejendom, ligesom man ikke vil have at regeringen skal give indrømmelser i den betændte konflikt på Cypern.
Alt dette fik udenrigsminister og EU-forhandler Babacan at vide. Det meste af det vidste han nok i forvejen.
Regeringspartiet AKP har nedsat en ekspertgruppe som snart fremlægger et forslag til ny forfatning. Efter debat og godkendelse i parlamentet vil den blive lagt ud til folkeafstemning, formentlig i løbet af 2008. Den vil i givet fald komme til at erstatte den forfatning som militæret fik indført 1982 efter et dramatisk og blodigt statskup to år tidligere.
Forfatningskampen indebærer at AKP og andre dele af det civile samfund udfordrer den særstilling som militæret har haft siden det moderne Tyrkiets fødsel i 1923. På overfladen ligner det et opgør mellem på den ene side den sekulære kemalisme som bakkes op af militæret, og på den anden side AKP's variant af en muslimsk inspireret politik som partiets repræsentanter selv beskriver som »socialkonservatisme«.
»Det her er en magtkamp og ikke en strid om religion. Hvis AKP er fundamentalister, så er de markedsfundamentalister, ikke fundamentalistiske islamister. Jeg kalder mig selv kemalist, liberal, og socialdemokrat, men jeg er nødt til at anerkende at det er AKP som står for at militæret ikke skal blande sig i politik. Det er AKP som garanterer demokratiet.«
Samtidig er Sahin Alpay kritisk over for den måde som forfatningskampen har udviklet sig:
»Jeg var modstander af at Gül opstillede som præsident på grund af »kone-faktoren«. Jeg var bange for at vi ville få en forkert debat; en debat om tildækket hår i præsidentpaladset, inden en ny forfatning er på plads. Og det er lige præcis hvad der er sket.«
1971 Massefængsling af politiske aktivister
1980 Kup med 180.000 fængslede, 42.000 dømte, 25 henrettede
1997 Det »bløde« eller »postmoderne« kup, politiske partier bliver opløst, men genopstår i nye former
2007 »E-kuppet«, militæret advarer på sin hjemmeside om at man kan blive tvunget til at gribe ind, men gør det ikke