Mere indflydelse til EU-parlamentet

EU-Parlamentet er ikke længere et »Mickey Mouse«-parlament. Men det kan ikke selv foreslå eller vedtage nye love
Af Erling Böttcher
30. marts 2007

Den tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher kaldte engang EU-parlamentet for et »Mickey Mouse«-parlament. Forstået sådan at man bare legede parlament. Andre har kaldt det en parkeringsplads for udtjente politikere eller politikere, der alligevel aldrig bliver til noget.

Og Ritt Bjerregaard kom alvorligt i klemme, da hun ved sin tiltrædelse som EU-kommissær i 1994 kom for skade at udtale, at Parlamentet ikke var et rigtigt parlament.

Det skabte stor vrede hos EU-politikerne. Sandt er det, at parlamentet i mange år ikke var det, som man almindeligvis opfatter som et parlament. Det er det stadig ikke, men det er på vej.

Fra forsamling til folkevalgt

I de første mange år – fra 1958 til 1979 – var EU-parlamentet en forsamling, som blev udpeget af de enkelte landes parlamenter. Indflydelsen var mest af rådgivende art, men parlamentarikerne arbejdede i alle årene vedholdende og stædigt på at skaffe sig magt, ære og indflydelse.

Efter mange års pres blev det i 1979 gennemført, at der skulle være direkte valg til parlamentet på samme måde som til det danske folketing og de andre nationale parlamenter. Siden hen har også alle traktatændringer stille og roligt givet mere og mere kompetence til EU-parlamentet.

Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaterne har gjort parlamentet til medlovgiver på de fleste områder. Men dog stadig kun »med«-lovgiver. Regeringerne træffer endnu de endelige beslutninger i Ministerrådet.

Euro-elite

I dag kan ingen længere ignorere EU-parlamentet. Dets medlemmer danner en særlig euro-elite, der ønsker langt mere integration, end hovedparten af befolkningen i medlemslandene. Det oplevede vi senest, da et stort flertal af franskmænd og hollændere i foråret 2005 nedstemte forslaget om, at EU skulle have den forfatning, som både EU-parlamentarikere og andre politikere gik så varmt ind for.

I dag rummer EU-parlamentet 785 politikere. Men samtidig med at deres faktiske indflydelse er vokset, er opbakningen fra befolkningerne dalet. 62 procent stemte til parlamentsvalget i 1979, mens kun 46 gik til stemmeurnerne i 2004. En af årsagerne til den manglende interesse fra vælgernes side er, at hovedparten af de 785 er ukendte i deres egne lande.

Det vil være et stort demokratisk problem, hvis EU-parlamentet efterhånden udvikler sig til at være lovgiver for 500 millioner mennesker, hvis det ikke samtidig sørger for at have vælgerne bag sig.