NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Tirsdag den 30. januar fremsatte EU-kommissionen et udspil om en fælles rygepolitik i EU, oplyser Politiken for 31.1.2007.
I udspillet foreslås ikke alene at alle medlemslande følger Irlands eksempel og indfører rygeforbud i alle »offentlige rum«, herunder restauranter, barer og andre lukkede arbejdspladser.
Udspillet foreslår også at man overvejer at forbyde rygning på fodboldstadioner, stoppesteder og perroner på togstationer.
Kommissionen indrømmer at det mest effektive våben mod rygning er høje afgifter, men understreger at afgifter ikke indgår i udspillet.
---------------------------
De fleste kan vel gå ind for at rygningen må begrænses. Men er det virkelig EU’s opgave at bestemme, hvordan det skal ske?
Hvis Kommissionen mente indsatsen mod rygning alvorligt, burde den gå ind for højere afgifter, som er det eneste middel, der virkelig batter – hvad Kommissionen da også indrømmer.
Men netop dette spørgsmål vil Kommissionen ikke røre ved. Ikke engang i et udspil.