NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU fejrer i disse dage 50 års jubilæet for underskrivelsen af Rom-traktaten i 1957. Men begyndelsen til EU blev gjort tidligere – i maj 1950.
Den dag holdt den franske udenrigsminister Robert Schuman en tale, hvori han foreslog, at landene i Vesteuropa skulle slutte deres kul- og stålindustrier sammen.
Denne tale fik stor virkning. Allerede i april 1951 underskrev seks lande – Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg – i Paris traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF.
Året efter begyndte dette fællesskab sit arbejde med byen Luxembourg som hovedsæde.
Monnet var oprindelig forretningsmand, men han havde en tid arbejdet for Folkeforbundet i Genève, og han ledede de franske indkøb af våben og andre vigtige forsyninger, da 2. Verdenskrig brød ud i september 1939.
På den tid var Frankrig i forbund med England, men Monnet blev til sin forbavselse klar over, at de to lande ikke samarbejdede om deres indkøb og dermed tit kom til at drive priserne op.
Monnet fik gennemført, at der blev nedsat et udvalg, som skulle samordne de to landes indkøb, og han blev selv leder af udvalget. Efter Frankrigs nederlag i maj 1940 blev Monnet leder af de engelske indkøb af varer, og han fik i den forbindelse et nært samarbejde med Charles de Gaulle, der efter krigen blev leder af den første franske regering.
De Gaulle gjorde Monnet til leder af den kommission, der skulle genopbygge Frankrig efter krigen, og Monnet løste opgaven med stor dygtighed. Trods en række svage regeringer oplevede landet en økonomisk fremgang, der på flere områder mindede om den, der skete i Vesttyskland.
Saar var efter krigen kommet under fransk styre, og provinsens tyske indbyggere havde ved en folkeafstemning i 1947 sagt ja til at være i økonomisk forbund med Frankrig. Men i takt med Vesttysklands fremgang ændredes stemningen, og det var snart kun et spørgsmål om tid, før Saar igen ville blive tysk.
Saar havde store miner med den type kul, der var egnet til brug i stålværker, og Saars kul spillede på den tid en afgørende rolle for de franske stålværker i Lorraine, fordi de to områder lå tæt på hinanden.
Samtidig frygtede mange franskmænd, at historien ville gentage sig, og at de påny ville blive truet af et økonomisk og militært stærkt Tyskland.
Monnet var især ivrig efter at få England med. Landet var endnu på det tidspunkt den stærkeste magt i Vesteuropa og havde også en stor kulproduktion og stålindustri. Men til Monnets store irritation sagde den engelske regering nej. Den ønskede ikke at få sine miner og værker lagt under en myndighed, som den ikke havde kontrol over.
Vesttyskland var til gengæld glad for forslaget. Forbundskansler Konrad Adenauer fandt, at det gav tyskerne mulighed for at komme ud af den isolation, som havde præget landet siden 1945.
Italienerne havde en lignende holdning, og hollændere og belgiere deltog gerne i et samarbejde, som omfattede både Frankrig og Tyskland.
Og ved at lægge hovedsædet i Luxembourg undgik Monnet et slagsmål mellem landene om, hvem der skulle have hovedsædet.
Det spillede nok også en rolle for ham, at Luxembourg havde fransk som officielt sprog.