Interessepolitik før udvikling

Europæiske NGO'er bekymrede for u-landsbistanden.
Af Kenneth Haar
24. december 2007

I den nye traktat er udviklingspolitik et af de områder som ændres markant. Ændringerne får en blandet modtagelse fra europæiske u-landsorganisationer. På den ene side er der glæde over at fattigdomsbekæmpelse skrives ind i traktaten som et hovedmål for EU's udviklingsbistand, på den anden side er der stor bekymring for at traktaten gør det muligt at tilsidesætte udviklingshensyn til fordel for andre udenrigspolitiske interesser.

Underordnet andre interesser

»Der er en hel del i traktaten som underordner udviklingsindsatsen og humanitær bistand den generelle udenrigs- og sikkerhedspolitik,« siger Romina Vegro fra BOND, en britisk koalition af over 300 u-landsorganisationer.

Hun ser det som farligt for udviklingsindsatsen at »Unionens højtstående repræsentant« i traktatens artikel TEU 22 får mulighed for at foreslå brug af midler til udviklingsbistand til andre udenrigspolitiske formål. I hendes læsning er EU desuden på vej til at blande humanitær bistand godt og grundigt sammen med kampen mod terrorisme.

»Det fremgår tydeligt af traktatens artikel TEU 41, at humanitære opgaver skal være et led i kampen mod terrorisme. Det er bekymrende, når det dukker op i en traktattekst,« siger hun. Andre europæiske u-landskoalitioner deler hendes bekymring over at den nye traktat trækker i retning af en stærkere hævdelse af EU's økonomiske og politiske interesser.

Sker hele tiden

Det er for så vidt ikke noget nyt at andre interesser sætter dagsordenen for både udviklingsbistand og humanitær bistand. Det ser man ifølge Romina Vegro hele tiden.

Som eksempel nævner hun at medlemslandene i 2005 godkendte et forslag fra Kommissionen om at bruge udviklingsbistand til at støtte efterretningsarbejde, grænsekontrol og andre elementer i kampen mod terrorisme i Filippinerne. BOND og andre organisationer fik Europa-Parlamentet til at kigge på sagen, og Parlamentet reagerede ved at klage over Kommissionen ved EF-domstolen. Pengene var nemlig hentet fra en pulje til Asien og Latinamerika som har til formål at »fremme udvikling gennem finansielt, teknisk og økonomisk samarbejde«. Den 23. oktober 2007 bad EF-domstolen Kommissionen om at annullere beslutningen.

Med den nye traktat vil Kommissionen og Rådet næppe kunne bremses af Domstolen, vurderer Romina Vegro.

Selvstændig indsats

NGO'ernes modtræk er at arbejde for en selvstændiggørelse og styrkelse af de EU-institutioner, der arbejder med udvikling. BOND kræver f.eks. at relationerne til alle u-lande samles under Kommissæren for Udvikling:

»Når på den ene side landene i Afrika, Caribien og Stillehavet sorterer under udviklingskommissæren, mens de latinamerikanske og asiatiske lande sorterer under udenrigskommissæren, så skyldes det jo at EU har politiske og især økonomiske interesser i de sidstnævnte regioner. Vi vil have alle u-lande samlet under udviklingskommissæren for bl.a. på den måde at sikre at udvikling kommer før egeninteresser.«

NGO'erne frygter også at udviklingskommissæren bliver afskaffet. Antallet af kommissærer skæres nemlig ned fra de nuværende 27 til 18, dog først i 2014.

Radikale løsninger

Herhjemme har udviklingsbistand ikke været en central del af debatten om den nye EU-traktat. Men medlemmer af Det Radikale Venstre har i generelle vendinger anbefalet en mere EU-orienteret udviklingsbistand.

I den tidlige fase af debatten om forslaget til forfatning, anbefalede Christian Friis Bach (i dag international chef i Folkekirkens Nødhjælp) og Martin Lidegaard (daværende medlem af Folketinget) i en kronik i Politiken »at overføre hele det danske bistandsbudget til EU«. De afviste frygten for at en EU-udenrigspolitik, herunder udviklingspolitik, vil ende som hård interessepolitik i amerikansk stil, og opfordrede til at tænke i stordrift og koordinering:

»En oplagt tanke er at opbygge »EU huse« med FN husene som forbillede. EU husene skal have repræsentanter for de enkelte lande og have en samlende og koordinerende rolle for bistandsprogrammerne. Så kan de både koordinere bistanden, træffe hurtige beslutninger, sætte en politisk dagsorden og sætte magt – eller snarere penge – bag ordene.«

Med denne øgede rolle til EU kan mange globale problemer løses, mente Martin Lidegaard og Christian Friis Bach:

»Målet skal være at et stærkere EU fører til et stærkere internationalt samfund – og en verden fri for fattigdom, forskelsbehandling, frustrationer og fundamentalisme.«