Hvad EU-forfatningen går ud på

Udkastet til en forfatning skal ikke bare løse en række praktiske problemer. Det går også et langt skridt henimod en egentlig stat
Af Sven Skovmand
30. marts 2007

EU-debatten går i dag først og fremmest på den forfatning, som EU's ledende politikere i 2004 blev enige om.

Forfatningen, som af tilhængerne kaldes Forfatningstraktaten og af modstanderne EU-grundloven, blev udarbejdet af et »konvent«. Det blev ledet af den tidligere franske præsident Valerie Giscard d'Estaing, som spillede en afgørende rolle for udformningen.

Begrundelsen for forfatningen var, at udvidelsen af EU fra 15 til 27 medlemmer vil gøre det svært for EU at træffe beslutninger, hvis ikke der sker ændring i traktaterne.

Samtidig var der hos mange et ønske om at give EU mere magt og derved fremskynde processen henimod en egentlig stat.

Kommissionen begrænses

Giscard d'Estaing var af den opfattelse, at man ikke længere kan lade hver medlemsstat få et medlem af Kommissionen. Derfor fastslår forslaget, at Kommissionen fra 2014 kun skal have et antal medlemmer, der svarer til to tredjedele af antallet af medlemsstater – altså 18 i dag. En rotationsordning skal dog sikre, at alle medlemslande efter tur får plads i Kommissionen.

Samtidig fastslås det, at EU-Parlamentet højst må have 750 medlemmer. Hvis der optages flere medlemsstater end de 27, må de nuværende medlemslande altså afgive pladser.

Mere magt til store lande

Siden 1987 har hovedparten af EU's beslutninger været truffet med kvalificeret flertal, hvor de fleste beslutninger før blev truffet med enstemmighed.

I dag kræver et kvalificeret flertal 255 stemmer ud af 345, altså cirka 74 procent af de deltagende medlemslanders stemmer.

I fremtiden skal 55 procent af stemmerne være nok for at kunne opnå et kvalificeret flertal. Det betyder, at det bliver sværere for et land at forhindre beslutninger, som det er imod.

De store lande og især Tyskland vil dog stadig have gode muligheder for at få deres vilje. For at et forslag kan blive vedtaget, skal det nemlig komme fra lande med mindst 65 procent af EU's befolkningstal.

Topmøderne får magt

Forslaget går endvidere ind for, at der flyttes magt fra Ministerrådet til Det Europæiske Råd – »topmøderne« – hvor landenes regeringschefer mødes.

Magten forstærkes af, at topmødernes formand skal vælges for to et halvt år ad gangen, hvor formandskabet i Ministerrådet skifter hvert halve år.

Topmøderne skal i fremtiden indstille, hvem der skal være medlem af Kommissionen. De skal også udnævne den udenrigsminister, der i fremtiden skal styre EU's udenrigspolitik, og som vil få en fast udenrigstjeneste til rådighed.

Topmødet vil desuden kunne afskaffe vetoretten på alle områder – blot det besluttes enstemmigt.

Alt bliver overnationalt

I dag er kun den økonomiske del af EU-samarbejdet – »Søjle 1« – overnationalt. Det udenrigspolitiske og retslige samarbejde er mellemstatsligt. Det betyder, at beslutningerne træffes af landene i fællesskab, og at EU's domstol i Luxembourg ikke kan afsige domme i sagerne.

I fremtiden skal denne skillelinje afskaffes.

Det siges også direkte, at alle EU-beslutninger »har forrang frem for medlemsstaternes ret«.

Med denne sætning godkendes den dom, som Domstolen afsagde i 1964 i sagen »Costa mod Enel« – en dom som ingen dansk regering endnu officielt har anerkendt.

Efter de fleste juristers mening er denne dom gældende EU-ret. Men det forhold, at den nu udtrykkelig anerkendes i en traktat, vil gøre det umuligt at anfægte den i fremtiden.

EU vil da også få kunne straffe de lande, der ikke følger Domstolens kendelser.

Menneskerettigheder

Forfatningen gør også et charter om grundlæggende menneskerettigheder til en del af traktaten.

Chartret fandtes allerede i den Nice-traktat, der blev vedtaget i 2000, men dengang var artiklerne kun rådgivende.

At chartret nu er en del af traktaten, kan muligvis give problemer i forhold til Europarådets tilsvarende bestemmelser. Nogle eksperter mener, at det kan føre til en konflikt, hvis den europæiske domstol og EU's domstol er uenige.