Global opvarmning i historisk lys

Allerede for over hundrede år siden forudså en svensk forsker at vi ville gøre klimaet varmere.
Af Sven Skovmand
29. juni 2007

1703

Den engelske grovsmed Thomas Newcomen opfinder en dampmaskine der kan pumpe vand op fra kulminerne i det nordvestlige England. Maskinen har kun en virkningsgrad på 2 procent, men den sætter gang i udvindingen af kul som England har nok af. Dermed begynder industrialiseringen som i de næste 200 år især bygger på kul.

1822

Den franske matematiker og fysiker Joseph Fourier skriver værket »Theorie analytique de la chaleur«, hvori han for første gang bruger begrebet »drivhusvirkning« som forklaring på varmen på Jorden.

1896

Den svenske forsker Svante Arrhenius påviser at den stadigt stigende afbrænding af kul forøger mængden af kuldioxid på Jorden og dermed vil skabe et varmere klima. Han forudser at en fordobling af mængden af kuldioxid vil føre til en stigning af temperaturen på 2-3 grader, hvilket han betragter som en positiv udvikling.

1973

Arabiske oliestater skærer ned på deres produktion af olie og fremkalder dermed den første oliekrise. Det fører til en almindelig debat om energiforsyningen og den virkning på klimaet som afbrændingen af kul, olie og gas har.

1988

Den meteorologiske verdensorganisation og FN's program for miljøet, UNEP; etablerer »Intergovernmental Panel on Climate Change«, IPCC, hvor der sidder anerkendte forskere med indsigt i forskellige områder af klimaforskningen.

IPCC udsender rapporter i 1990, 1995, 2001 og 2007. Rapporterne er præget af en stigende bekymring for hvad forbrændingen af kul, olie og gas vil betyde for klimaet.

1992

FN's verdenskonference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro vedtager »Klimakonventionen«, som bliver underskrevet af 188 lande – herunder USA. Konventionen forpligter landene til at bremse den globale opvarmning, men får kun begrænset virkning.

1997

I den japanske by Kyoto vedtages Kyoto-protokollen af et antal industrilande. Den forpligter dem til i perioden indtil 2012 at nedskære deres udslip af drivhusgasser, så det samlet bliver 5 procent lavere end det var i 1990.

Kyoto-protokollen bliver hverken underskrevet af USA eller Australien, men får alligevel væsentlig større betydning end Klimakonventionen fra 1992. Først og fremmest fører den til en øget investering i vedvarende energikilder.

Kyoto-konventionen trådte i kraft i 2005 da Rusland efter lange forhandlinger tiltrådte den. Den omfatter dermed lande der står for 55 procent af den totale udledning af drivhusgasser.

2007

IPCC udsender sin hidtil mest drastiske advarsel om hvad den øgede udledning af drivhusgasser kan føre til. Det siges at en fortsættelse af den hidtidige udvikling vil føre til at Jordens middeltemperatur allerede i 2050 vil være 2-3 grader højere end i dag hvis ikke man griber drastisk ind.

IPCC betoner samtidig at følgerne af denne temperaturstigning vil være langt alvorligere for de fattige egne end for de rige. I Afrika og Asien vil omkring en milliard mennesker opleve mangel på vand, og mange steder vil agerjord og skove blive til ørkener.

Hertil kommer at vandstanden i havene forventes at stige med cirka 60 centimeter i tiden indtil år 2100.