Flere lande – tættere samarbejde

EU er gentagne gange blevet udvidet med flere lande. Det har dog ikke standset det tættere samarbejde
Af Erling Böttcher
30. marts 2007

En tilbagevendende debat er, om EU skal lægge vægt på at få flere lande med – eller om man skal satse på et tættere samarbejde.

Allerede i 1960'erne spøgte diskussionen: Skal vi integrere i dybden, det vil sige samarbejde endnu tættere? Eller skal vi hellere integrere i bredden, altså få flere lande med?

Tilhængere af et tæt samarbejde har frygtet, at udvidelser ville »fortynde« samarbejdet og gøre det mindre forpligtende. Det har der nu hidtil ikke været nogen grund til. Erfaringerne har vist, at samarbejdet er blevet gjort tættere, hver gang nye lande er kommet med i klubben.

• I 1970'erne blev Danmark, Storbritannien og Irland medlem – og i slutningen af 1970'erne fik de meget integrationsvenlige en stor drøm opfyldt: Nemlig direkte valg til EU-parlamentet.

• I 1980'erne blev Grækenland, Spanien og Portugal medlem – og i 1986 fik man vedtaget Det Indre Marked.

• I 1990'erne blev Østrig, Sverige og Finland medlem – og inden disse lande kom ind, havde man vedtaget Maastricht-traktaten med blandt andet fælles mønt.

• I 2000-årene blev 12 nye central- og østeuropæiske lande medlemmer – og inden da havde man indført både Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten, begge med tættere samarbejde og mindre vetoret til de enkelte lande.

• 2010-årene: Nye lande banker på for at blive medlem. Først i køen er Kroatien og Tyrkiet. Inden det sker, ønsker man at vedtage en fælles forfatning, som også indeholder tættere samarbejde og mindre vetoret til de enkelte lande.

Skal holde sammen på det hele

Nogle historikere vil med henvisning til Romerriget sige: Jo flere fjerne egne et rige omfatter, jo mere central magt skal der til for at holde sammen på det hele.

Man kan også se det sådan, at der opstår et spil, hvor man på skift er nødt til at imødekomme forskellige interesser. Eller sagt med andre ord. Hvis de udvidelsesvenlige lande har fået deres vilje, vil næste skridt være at opfylde nogle ønsker fra de lande, som ønsker et snævrere samarbejde.

Vekselvirkningen har også været omvendt: Med integration i dybden først og derefter udvidelse. Man føjer de lande, som ønsker en uddybning af samarbejdet, men man betinger sig samtidig, at de vil være med til at åbne for tilgang af nye medlemslande.