NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Vi står ikke i den situation at vi kan vælge, om EU skal have en udenrigspolitik. Det har EU. I dag er det en vaklende, på visse punkter direkte reaktionær og modsætningsfyldt udenrigspolitik. Og det kan blive værre endnu, især hvis forfatningstraktaten eller de mest afgørende dele af den bliver gennemført. Så er der risiko for, at EU vil få en udenrigspolitik, der bygger på militære midler og oprustning. Men der findes andre muligheder.
For der første har en stor del af de europæiske lande brug for at komme fri af USA's fejlslagne udenrigspolitik i bl.a. Irak og Mellemøsten. Hvis de europæiske statsledere tænker rationelt, vil de søge at bygge bro mellem civilisationerne. De ville forsøge via Tyrkiet at skabe en blød overgang til de arabiske lande og på sigt opnå fred på anstændige vilkår i hele Mellemøsten.
For det andet vil det være i de europæiske befolkningers langsigtede interesse at opnå et kompromis med opadstigende magter som bl.a. Indien, Mexico og Brasilien omen handelspolitik, der sikrer en afvikling af EU's protektionistiske landbrugs støtteordninger. Til gengæld kunne EU kræve en globalklimaindsats og stadigt højere standarder for miljø, arbejdsmiljø og social sikkerhed.
Sidst, men ikke mindst, er det af vital betydning for de europæiske befolkninger at opnå en energipolitisk uafhængighed, der bygger på egne, vedvarende energikilder. Strategisk bør målet være uafhængighed af olie- og gas staterne, herunder Rusland, og at nedskære udslippet af klimagasser til et minimum. Dette er snildt muligt med de allerede kendte europæiske teknologier og kunne skabe betydelig økonomisk vækst og øget beskæftigelse.
En sådan politik ville øge de europæiske staters frihedsgrader i den internationale politik. EU-landene vil blive mindre sårbare og kunne kritisere krænkelser af menneskerettighederne uden at frygte modforanstaltninger fra f.eks. Moskva, Washington eller Beijing. Hvor ville det være smukt, hvis EU gav USA og Kina det klare signal, at de skal holde fingrene fra Cuba og Taiwan.
Desværre står snævre industri-interesser (f.eks. atomkraft- og våbenindustrien), klasseinteresser og nationalistiske strømninger i vejen for en sådan fremsynet, blødeuropæisk udenrigspolitik. F.eks. kan det forventes, at den nye franske præsident vil fastholde den protektionistiske landbrugspolitik og være helt afvisende overfor Tyrkiet. Hvis det lykkes olieselskaberne og atomlobbyen at stoppe den vedvarende energi, så vil det uden tvivl medføre en hurtig militarisering af EU's udenrigspolitik. Så vil man skabe en fælles militær udrykningsstyrke, så man med magt kan sikre tilførslen af fossile brændstoffer udefra. En dybere konflikt med Rusland kan meget vel blive resultatet.
Det er ikke i den danske og europæiske venstrefløjs interesse at overlade debatten om EU's udenrigspolitik til de kræfter, som ønsker den militære model. Vi må stoppe forfatningen og fremlægge et europæisk alternativ, der bygger på en retfærdig global verdensorden, et internationalt retssamfund, nedrustning og fredelig løsning af konflikter.