EU-markedet for forureningskvoter kollapset

Første omgang i det største globale eksperiment med handel med »forureningstilladelser« var et flop. Nu prøver EU igen.
Af Kenneth Haar
29. juni 2007

I princippet så det enkelt ud. For at kunne reducere udslippet af CO2 må EU lægge pres på industrien, herunder energiselskaberne. De får sat et loft for hvor meget de må forurene. Forurener de mere, må de købe en tilladelse til at forurene mere, dvs. en kvote. Forurener de mindre, kan de sælge. Men det kvotesystem inden for EU som trådte i kraft i januar 2005, har ikke levet op til forventningerne.

Systemet blev vedtaget i 2003 med et EU-direktiv om »handel med kvoter for drivhusgas-emissioner«. Direktivet dækker store industrivirksomheder, herunder energisektoren, der i alt står for omtrent 40 procent af EU's udslip af drivhusgasser. Kvoterne er et af de vigtige virkemidler i EU's klimastrategi og omgærdet af stor international interesse. Det blev set som en måde til at sikre at industrien indkalkulerede udslip af drivhusgasser som en del af omkostningerne i produktionen. Men virkningen er næsten udeblevet.

Prisdyk

Svagheden i systemet kan ses på priserne på kvoterne der har været meget lave siden sommeren 2006. De lave priser har gjort det let for virksomheder at købe retten til at forurene mere, og incitamentet til at skære ned er forsvundet. Spørgsmålet er nu om det bliver bedre i systemets anden fase der indledes i januar 2008. Op til indledningen af første fase blev kvoterne delt gratis ud til de virksomheder som er dækket af direktivet, og samtidig oprettedes et system på EU-plan for handel med kvoter.

Efterspørgslen blev i første omgang vurderet til at være forholdsvis høj. Ifølge en analyse fra Deutsche Bank fra marts i år lå prisen på retten til at udlede et ton CO2 på omtrent 15 euro i 2005. I det første halvår af 2006 steg prisen endda til 30 euro hvad der overgik mange iagttageres forventninger med flere længder.

Men sommeren 2006 blev indledningen til et sandt kollaps. Oplysninger fra EU om at der nok var uddelt for mange kvoter, slap ud ved en fejltagelse, og markedet kollapsede. Prisen landede efter nogle måneder på 1 euro pr. ton eller mindre.

Gratis kvoter dyre for forbrugerne

Årsagen var at der var delt for mange kvoter ud til virksomhederne, angiveligt fordi medlemslandene havde overvurderet hvor stort udslippet fra industrien egentlig er.

Ifølge Deutsche Bank havde energiselskaberne oven i købet formået at tjene på kvoterne. De blev nemlig regnet for at være en udgift som forbrugerne kom til at betale selv om virksomhederne havde fået kvoterne gratis.

Første omgang i handlen med kvoter dækkede kun perioden 2005-2007 og lakker altså mod enden. Den udbredte holdning er at kvotesystemet ikke kan fortsætte i helt samme spor. I analysen fra Deutsche Bank foreslås at de yderste 10 procent af kvoterne ikke deles ud, men sælges på auktion, dette forslag har ikke hidtil vakt gehør i Kommissionen.

Kommissionen betragter de bitre erfaringer som begyndervanskeligheder og fortsætter med samme model. Men presset på medlemslandene er øget fra Kommissionens side, særligt forsøger Kommissionen at få antallet af kvoter skåret ned. Foreløbig har Kommissionen behandlet 22 EU-landes planer for kvoteuddeling der enten er blevet godkendt eller returneret med konkrete ændringsforslag.

Danmark er det eneste af de 15 gamle EU-lande som i skrivende stund (juni 2007) ikke har fået sin plan for kvoter til endelig behandling.