NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Umiddelbart skulle man tro det er ligetil: Når vi skal begrænse CO2-udslippet, gælder det om at holde tilbage med energiforbruget nationalt, og styrke den vedvarende energi. Men den internationale klima-aftale, Kyoto-protokollen, giver landene en lang række muligheder for at købe sig fra en del af deres forpligtelse.
EU-landene tøvede oprindeligt med at bruge disse muligheder der går under betegnelsen »fleksible mekanismer«, men nu får den alt hvad den kan trække.
Mens EU-landene oprindeligt kun forestillede sig at bruge mekanismerne til en lille del af den reduktion på 8 procent EU har forpligtet sig til, begynder der nu at tegne sig et helt andet billede. Så sent som i december 2004 ville kun seks EU-lande,
ifølge EU's miljøagentur, bruge mekanismerne til en reduktion på det der svarer til 1,1 procent (eller lidt under en syvendedel af målet på 8 procent).
Men i oktober 2006 skrev miljøagenturet i en rapport at hele 11 EU-lande nu påregner at bruge mekanismerne til at godtgøre 2,6 procent, eller ca. en tredjedel af reduktionen, ved at købe ind i udlandet. Hvis hertil lægges at de samme EU-lande vil indregne forskellige måder at opsamle CO2 på herhjemme (de såkaldte »sinks« og CCS – se boks), er man oppe på hele 3,4 procent, eller næsten halvdelen.
Faktisk bidrog den daværende danske miljøminister Svend Auken ved den lejlighed til at gøre »klimasvindel« til et populært begreb da han vendte sig mod flere af de amerikanske krav som han og mange andre betragtede som snyderi.
Det var særligt det amerikanske krav om at det skulle være muligt at købe kvoter af lande som har et mindre udslip end de har lov til. »De vil købe varm luft,« lød en typisk forbitret kommentar fra de kredse som mente at den slags kreative løsninger risikerer at bringe den globale klimaindsats i fare.
EU var med et stykke ad vejen i den amerikanske argumentation for de fleksible mekanismer. Særligt populært i EU og i Danmark var den såkaldte »fælles gennemførelse« (Joint Implementation) som betyder at økonomisk støtte til klimavenlige energiprojekter i andre lande kan godskrives på reduktionsregnskabet.
Dansk støtte til f.eks. vindmøller i Rusland kunne således opføres i det danske klimaregnskab som reduktion af CO2-udslip.
På denne måde åbnede de fleksible mekanismer for »mere miljø for pengene« ved at gøre indsatsen mod CO2 netop dér hvor det koster mindst. Denne udsigt til en genvej til reduktion har ikke mindst grebet den danske regering der i øjeblikket forudser at det danske mål kan nås ved at en tredjedel af reduktionen nås gennem de fleksible mekanismer.
Skepsisen skyldes ikke mindst at det kan være svært at efterprøve om de mange alternative veje til indfrielse af forpligtelserne også rent faktisk fører til en reduktion, eller om de blot er en måde at vige uden om den svære opgave det er at omstille den nationale økonomi til nye mere miljøvenlige betingelser.
Det spørgsmål er særligt påtrængende i omgangen med den mekanisme som for lande med forpligtelser gør det muligt at støtte projekter i u-lande (som ikke har forpligtelser).
Det fremgår af en rapport fra Verdensbanken at Kina står for 61 procent af projekterne (målt i CO2-mængder), og det rejser et problem. For hvordan afgøres det at et projekt fører til energibesparelse og mindre udslip når det finder sted i et land med et hastigt voksende energiforbrug? Frygten er at projekterne alene virker som et supplement til den eksisterende energiforsyning.
»Der er en tendens til at tro at kuldioxid-markedet alene kan redde verden fra global opvarmning som ved et trylleslag. Selvom forfatterne anerkender det store potentiale i at skabe resultater via markedet, så ville det være klogt ikke at antage at markedet kan levere en smertefri, magisk vej til at lindre klimaforandringerne,« hedder det.
Alligevel lægger EU dog en helt anden vægt bag støtten til de fleksible mekanismer end tidligere. I dag er det EU som arbejder for at udvide mulighederne for alternative veje til de 8 procent.
Det næste store slag om fleksible mekanismer bliver når det skal afgøres hvilken status opsamling og nedgravning af CO2 (CCS) skal have i den globale klimaindsats. Teknologien er endnu ikke udviklet, men i EU er forventningerne store.
Kommissionen mener at det vil være muligt på sigt at lagre meget store mængder CO2 i havet. Miljøbevægelserne er omvendt nervøse for at det blot vil aflede opmærksomheden fra den egentlige opgave: udvikling af renere teknologi og vedvarende energi.
Forslag om at bruge lagring af CO2 til at nedskrive sine forpligtelser, diskuteres for tiden i de internationale klimaforhandlinger.