EU i hver en sprække

På nogle områder har EU overtaget mere end 80 procent af lovgivningen i Danmark. Samtidig flyttes magten fra folkevalgte til embedsmænd og specialister.
Af Erling Böttcher
11. juni 2007

»Hvor meget bestemmer EU?« – det er 1000 kroners spørgsmålet, som er nemt at stille, men særdeles besværligt at svare på. Den kritiske dansker vil svare »næsten alting« og i hvert fald »alt for meget«. Den mere EU-positive vil sige »ikke meget«, og i hvert fald »ikke på områder, hvor vi ikke ønsker det«.

Svaret er svært, bl.a. fordi man skal lede mange steder for at få det fulde billede: EU's love hedder noget forskelligt, vedtages for-skellige steder og gennemføres forskelligt. I »Direkte og indirekte love« er forklaret de to vigtigste former for EU-bestemmelser, nemlig forordninger og direktiver.

Men så er der også lige afgørelserne fra EU-domstolen, meddelelser, henstillinger, rammeafgørelser med mere.

Hvis man vil, kan man få statistikken til at vise næsten hvad man vil.

Glemte det meste

Således udgav to professorer for tre år siden en bog, »Den europæiske forbindelse«, som skulle analysere omfanget af EU's indflydelse.De nåede frem til at rygterne om EU's indflydelse var stærkt overdrevne. Der var blot lige et problem: De glemte hovedparten af EU's lovgivning, nemlig EU-forordningerne. De overså også EF-domstolens afgørelser, og en-delig blev gennemførelsen af love i Danmark –de såkaldte bekendtgørelser – talt med i stati-stikken som danske afgørelser. Men i mange tilfælde ligger der en EU-lov bag.

Direkte eller indirekte love

EU har to slags love, forordninger og direktiver.

Forskellen er, hvordan de vedtages og hvornår de gælder i de enkelte lande.

Forordninger vedtages i Bruxelles, og når de er vedtaget dér, gælder de direkte i alle medlemslande, og skal dermed ikke igennem det nationale parlament.

Direktiver vedtages også i Bruxelles, men skal gennemføres via de nationale parlamenter. De nationale parlamenter skal, før loven virker, således vedtage en national lov, men med samme indhold som EU-direktivet.

Danske »unionsfornægtere«

Lektor og ph.d. i international politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind, satte for nogle år siden en studerende til at læse og tælle et helt års lovgivning fra Folketinget.

Formålet var at undersøge hvilken andel af lovene, som var gennemførelse af EU-beslutninger. For folketingsåret 2002-2003 var det på nogle områder over 80 procent.

»Det er i hvert fald ikke blevet mindre siden, nærmere mere,« siger Marlene Wind om sin undersøgelse.»Undersøgelsen tæller desuden kun, hvad der har med direktiver at gøre, mens alt hvad der har med forordninger og domstolsafgørelser at gøre ikke er talt med,« siger hun.

Jamen, er der så nogen selvstændighed tilbage?

»Det synes jeg, er et helt forkert spørgsmål,« svarer Marlene Wind.

»Det er jo danske politikere der vælger at være med til at træffe beslutninger i EU. Ofte er det de nordiske lande som presser på – der er talrige eksempler på at det netop er de mest udviklede lande som ønsker EU-regulering, hvor en national regulering ikke er effektiv,« siger Marlene Wind til NOTAT. Hun mener at et godt eksempel er debatten om de lange dyretransporter, som er resultatet af det indre marked og EU's ophævelse af de veterinære grænser: »Her vil Danmark og de øvrige nordiske lande gerne have fælles restriktive EU-regler. De har nemlig indset at det ikke nytter at vi i Danmark har stramme regler for hvor længe og hvordan levende dyr må transporteres, når flere af de andre lande har en helt anden holdning. Findes der ikke stramme fælles EU-regler på området, vil en dansk transportør af smågrise til enhver tid blot kunne drive virksomhed fra det EU land der har den ringeste dyrebeskyttelse.«

I sin bog fra januar 2006, »Den europæiske forfatningskamp«, skriver Marlene Wind at der i Danmark stadig optræder »unionsfornægtere«, der ikke vil erkende at »EU-reguleringen, som den har udviklet sig de seneste 20-30 år, reelt er trængt ind i enhver sprække af det nationale lovgivningsarbejde.«

Embedsmænd får mere magt

Morten Kallestrup har en akademisk ph.d. grad i netop emnet »EU's indflydelse«. På trods af dette, er der heller ikke hos ham et klart svar på, hvor meget EU bestemmer.

Uanset hvordan man tæller, vil enhver optælling nemlig ikke afsløre om tallene dækker over små spørgsmål eller store og vigtige sager.

Morten Kallestrup har derfor valgt en anden metode. Han har studeret forløbet bag en længere stribe af EU-regler og deres omplantning til dansk lov. Det beskriver han i sin bog »Europæisering af nationalstaten«, som udkom i 2005.

Konklusionen var at EU-reglerne – ud-over at flytte magt til EU – også flytter magt fra folkevalgte politikere til embedsmænd og andre eksperter. I sin bog beskriver Morten Kallestrup seks sagsforløb. En af dem er købeloven, hvor en ny købelov den 1. januar 2002 erstattede den gamle lov.

Den nye købelov var en udmøntning af et EU-direktiv. På overfladen var der en forbedring for forbrugerne. EU-reglerne gav nemlig forbrugeren 2 års reklamationsret, hvor det i Danmark hidtil kun havde været 1 år.

Til gengæld kan man opregne en række minusser:

• En mere indviklet og uklar lovgivning, der ikke længere kan ændres af det danske Folketing.

• Lang ventetid. Et fællesnordisk arbejde resulterede i nye købelove i Finland, Norge og Sverige i 1988 og 1989, men de danske politikere undlod at indføre revisionen i Danmark, fordi de ventede på EU. Ventetiden blev på mere end 10 år.

Uigennemskueligt spil bag kulissen

Da så endelig EU-direktivet om købeloven var på vej igennem lovmaskineriet, skete der nogle interessante ting:

• Loven blev stort set udformet af et lille udvalg med fire dygtige specialister, som ministeren havde fundet, og de fik lov at arbejde stort set uforstyrret i halvandet år.

• Politiske interessenter som politikere og forbrugerorganisationer fik svært ved at komme til orde. De blev afvist med argumentet »dette drejer sig alene om ændringer for at opfylde EU-reglerne«.

En vigtig konklusion i bogen – efter at have gennemgået forløbet omkring købeloven og de andre lovgivninger – er at magten forskydes. Fra Folketinget til ministeren og dennes embedsmænd, og fra politiske interesse-organisationer til nogle få specialister.

Med jævne ord: Det hele bliver så indviklet og uigennemskueligt, og foregår bag kulissen, at end ikke almindelige politikere, og slet ikke borgerne, kan følge med længere. Eller som bogens forfatter skriver: »Når EU medvirker til at øge kompleksiteten omkring et givet emne, må det antages, at nogle politiske og administrative eliter privilegeres på bekostning af de mindre vidende aktører.«