Et vink med en vognstang

EU truer med at fra 15 procent og helt op til 69 procent af et fattigt lands eksport til EU risikerer at ryge på gulvet, hvis det fattige land ikke underskriver en ny partnerskabsaftale. Det viser et såkaldt »argument-papir«, som NOTAT er kommet i besiddelse af.
Af Erling Böttcher
21. september 2007

»I har bare at makke ret – ellers er det slut med at sælge jeres varer hos os.«

Det er essensen af det budskab EU’s forhandlere sender til deres afrikanske modpart i forhandlingerne om nye handelsaftaler.

Et såkaldt »argument-papir« som NOTAT er kommet i besiddelse af, gennemgår de argumenter som EU-forhandlerne skulle bruge ved et møde den 5. februar 2007 i Bruxelles. Papiret truer med at meget store dele af eksporten fra Vestafrika til EU kan ryge sig en tur. Det gælder eksporten af tunfisk, kokos, aluminium, grøntsager, bananer, ananas og tekstiler. Og det er ingen lille sag for et fattigt land, faktisk fra 15 procent og helt op til 69 procent af eksporten til EU, afhængig af hvilket land der er tale om. Ikke nok med det. Selv varer som ikke umiddelbart er ramt, kan komme i problemer, det kan nemlig være at ingen vil sejle med disse andre varer, når først den øvrige eksport er røget.

Det er et sådant vink med en vognstang, EU’s topforhandlere giver de allerfattigste lande, hvis de nøler med at rette ind efter EU’s forslag til nye handelsaftaler.

Afrikanerne nøler

På den ene side af bordet sidder topembedsmænd fra EU – der forhandler på vegne af alle medlemslande i EU. På den anden side sidder fire vestafrikanske lande; Ghana, Elfenbenskysten, Cap Verde samt Nigeria. EU vil gerne overtale de fire afrikanske lande til at få en ny handelsaftale på plads inden udgangen af 2007. På det tidspunkt udløber nemlig den gamle såkaldte Cotonou-aftale med EU’s gamle kolonilande.

Mødets dagsorden var i det mindste at få afrikanerne med på at vedtage en køreplan for forhandlingerne, så de kan afsluttes i rette tid. Men afrikanerne nøler. Derfor må EU-embedsmændene »stave det for dem«.

Få uger forinden – den 19. januar – havde de vestafrikanske lande holdt møde med hinanden. Her vedtog man at være yderst forsigtig – på den ene side er man interesserede, på den anden side vil man ikke forpligte sig til en deadline som hedder inden udgangen af året 2007. I stedet ønsker de en 3 års forlængelse af forhandlingerne.

Ikke opmærksomme på risici

»En vigtig indflydelse på beslutningen er at ikke alle de vestafrikanske ministre ser ud til at være fuldt opmærksomme på risikoen for forsinkelser og manglen på juridisk mulighed for at give dem markedsadgang efter 2007,« hedder det indledningsvist i papiret, som skal klæde EU-forhandlerne på til mødet med de afrikanske lande.

Afrikanerne har fokuseret på »udfordringerne ved at skrive under på aftalerne«. Nu er opgaven for EU-forhandlerne at få afrikanerne til i stedet at få fokus på »risikoen for at overskride deadline«, som der står.

»Det er af yderste vigtighed at ministrene nu giver et klart mandat til at indgå i de afsluttende forhandlinger med EU,« lyder instruksen. Men – tilføjes det: »Det er på ingen måde et diktat; det er en ægte forhandling.«

Hvis ikke, så….

Det er en del af Cotonouaftalen at hvis ikke det lykkes at indgå nye aftaler, så skal de afrikanske tilbydes et alternativ som ikke stiller dem dårligere. Men dette punkt har EU’s forhandlere ikke bekymret sig om hidtil. I stedet bliver EU-forhandlerne i papiret klædt på til at til fremmane en række ubehagelige konsekvenser. Skulle det ske at det alligevel ikke lykkes at få gennemført den nye økonomiske handelsaftale, ja så

• »er det uden for EU’s kontrol at garantere« de samme handelsvilkår som den udløbne aftale.

• »Situationen vil være usikker og indviklet« – både juridisk og praktisk – og vi vil tabe momentum i forhandlingerne og i den regionale integrationsproces – og det vil være sandsynligt at det rammer nøgleprodukter som bananer, aluminium, tekstiler og tunfisk.

• Vi vil også forsinke fordelene ved »økonomisk partnerskabsaftale« inden for områderne regler for at fremme investeringer, udviklingen af handel med service, samarbejder på områder som standarder og støtte til regionalt samarbejde.

Hvis ikke det lykkes at enes om en partner­skabsaftale, så vil det eneste handelsarrangement, EU kan tilbyde, være de normale internationale handelsregler under verdenshandelsorganisationen WTO. Det er ikke så godt – af flere grunde: For det første giver det ikke de fattigste lande EU har aftale med, nogen fordele som alle andre ikke også har. For det andet vil landene blive omfattet af oprindelsesregler (hvor meget af en vare som skal være produceret i eksportlandet, red.), som er strengere end dem der gjaldt i de hidtidige aftaler.

Med andre ord skal EU’s forhandlere gøre det klart at dette ikke vil være en yderst problematisk satsning for de afrikanske lande.

Ingen til at sejle andre varer

Men EU kan da godt spørge om en dispensation, som skal godkendes af alle WTO’s medlemslande, til at indføre særlige fordele for de mindst udviklede lande, hedder det i papiret. Men det fremgår også at dels er dispensationer stadig sværere at få, dels kan EU ikke garantere at forespørgslen vil ende positivt, og dels vil forhandlingerne kunne stå på i årevis, og i den tid bliver de fattigste lande dårligere stillet, end hvis EU’s forslag til handelsaftale bliver vedtaget nu.

Selv om det skulle lykkes at give de fattigste lande fri adgang til EU-markedet, vil de blive ramt af indirekte virkninger i form af ændringer i den regionale handel – hvad angår transport. For eksempel giver bananeksporten til EU indirekte også transportmuligheder til at eksportere andre produkter.

Den trussel er til at tage og føle på. Kort og godt – hvis bananeksporten ryger, ja så vil der lige pludselig ikke være nok skibe til at transportere andre eksportvarer, der så vil følge med ned i handelens sorte hul.

I det danske Udenrigsministerium oplyser man at forhandlingspapiret ikke er et udtryk for en forhandlingslinje som den danske regering støtter. Ministeriet mener desuden at holdningen i papiret er i strid med Cotonou-aftalen. Så kan man kun gætte på om det får nogen praktisk betydning på de kommende møder.

Stor eksport i fare

Hvis landene underskriver de nye handelsaftaler, vil de få lettere ved at eksportere blandt andet oksekød, smør, tomater og andre grøntsager, mel, og bestemte frugter og vin. Netop disse produkter vil de vestafrikanske lande gerne eksportere.

Hvis ikke de skriver under, så gør det ondt. Det er den besked, EU’s forhandlere skal give. For at skære det helt ud i pap, sætter EU-embedsmændene procenter på hvor store dele af eksporten som vil blive ramt af højere told.

Højere told vil for eksempel ramme:

• 36 pct. af Elfenbenskystens eksport til EU

• 25 pct. af Ghanas eksport til EU

• 69 pct. af eksporten fra Cap Verde

De vigtigste produkter som bliver ramt, er:

• Ghana: Ananas, dåsetun, kokos, aluminium, grøntsager.

• Elfenbenskysten: Kokos, bananer, ananas, dåsetun.

• Nigeria: Rejer, kokos, tekstiler.

• Cap Verde: Fisk (især tun), tekstiler/tøj.