Endnu lang vej til fuld ligestilling

Militæret og domstolene forfølger stadig folk, der kæmper for det kurdiske sprog.
Af Sven Skovmand
3. december 2007

Man kan ikke sige, at kurderne i Tyrkiet har det godt, og at de er ligestillede med tyrkerne. Men især i de seneste år har de oplevet betydelige fremskridt, og de har det langt bedre end for blot ti år siden.

De forbedrede forhold hænger i nogen grad sammen med pres udefra. Men de skyldes dog nok først og fremmest ændrede forhold i selve Tyrkiet.

Guerillabevægelse

Fra 1984 begyndte det Kurdiske Arbejderparti PKK en væbnet guerillakamp for kurdernes rettigheder. Den tyrkiske hær svarede igen og ødelagde et stort antal kurdiske landsbyer, og 400.000 kurdere blev flyttet til andre byer for at svække PKK's muligheder.

I 1999 blev PKK's leder, Abdullah Öcalan, taget til fange, og fra fængslet opfordrede han til at stoppe den væbnede kamp. Siden da har PKK i flere perioder erklæret våbenhvile, og de militære konfrontationer har været meget begrænsede i forhold til tidligere. Om våbenhvilen vil blive permanent, er endnu usikkert, men den tyrkiske regerings politik kan måske gøre det sandsynligt.

Erdogans reformer

Da det islamiske parti, AKP, i 2002, fik magten i Tyrkiet, indledte partiets leder Erdogan en helt ny politik over for kurderne. Der blev givet tilladelse til at undervise på kurdisk og at sende kurdiske udsendelser i radio og TV.

I praksis fik tilladelsen dog ikke de store virkninger med hensyn til udsendelser fra Tyrkiet. Det er baggrunden for at man fik etableret stationen Roj-tv i Danmark som sender på kurdisk og har et stort antal seere i de kurdiske områder.

Det fik i 2005 den tyrkiske regering til at kræve stationen nedlagt. Man hævdede at den var styret af PKK som man betegner som en terroristorganisation.

Derfor skrev 53 kurdiske borgmestre i julen 2005 til statsminister Anders Fogh Rasmussen og opfordrede ham til at sige nej til de tyrkiske myndigheders krav.

Trues med fængsel

Denne henvendelse førte til at borgmestrene blev anklaget for at støtte terrorisme. Det skete efter en paragraf der i princippet kunne give dem 15 års fængsel. Indtil nu er de dog på fri fod.

Det samme er en borgmester i en af kommunerne i den kurdiske millionby Diyarbakir. Han meddelte at offentlige skrivelser i fremtiden skulle skrives på folks modersmål – altså også på kurdisk. Han er nu anklaget efter en paragraf der kan give tre års fængsel.

Som man kan se af disse sager, er der et stykke vej endnu inden kurderne får den ligestilling de bør have. Men de er længere ad vejen end de har været før.

Styrket i parlamentet

Også på et andet område er kurderne blevet styrket, og det er i det tyrkiske parlament.

Indtil valget i 2007 havde kurderne ingen repræsentanter i parlamentet. Det skyldtes at et parti skal have mindst 10 procent af stemmerne for at få mandater. Og det kurdiske parti fik kun lidt over 6 procent af stemmerne.

Derfor stillede en række fremtrædende kurdere denne gang op som enkeltpersoner og fik på den måde 20 af de 550 pladser, svarende til knap 4 procent. De tilhører alle det Demokratiske Samfundsparti (DTP).

Endnu flere kurdere er blevet valgt på regeringspartiet AKP's liste. I det sydøstlige Tyrkiet blev AKP i mange valgkredse det største parti (se illustration), og det er muligt at AKP kan tage borgmesterposter fra DTP ved lokalvalgene til foråret.