NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Kurderne taler i modsætning til tyrkere og arabere et indoeuropæisk sprog, der er beslægtet med det iranske sprog farsi – og langt ude også med dansk.
Men skønt der formentlig er omkring 30 millioner kurdere, har de aldrig haft deres egen stat. De findes i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran, men ingen af disse lande ønsker at give dem nogen form for selvstyre.
Værst har undertrykkelsen været i Tyrkiet hvor man i lange tider slet ikke ville erkende at kurderne eksisterede. De var blot »bjergtyrkere«, som Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk, udtrykte det.
Den tyrkiske sultans styre var mildt, og han tog sig ikke af at nogle af hans folk talte andre sprog end tyrkisk. Samtidig havde kurderne fuld frihed til at bevæge sig rundt med deres husdyr og sælge deres landbrugsprodukter til folk i byerne.
Men alting blev ændret af Første Verdenskrig der betød at Tyrkiet blev splittet ad, og at kurderne blev skilt fra hinanden.
Men løftet blev aldrig holdt, for det viste sig at der var store mængder af olie i den kurdiske del af Irak, og dem ønskede den engelske regering at beholde.
Samtidig erobrede Kemal Atatürk hele Lilleasien tilbage, og han ønskede ikke at give kurderne nogen form for indrømmelser.
I det kurdiske kerneområde i den østlige del af Tyrkiet blev man ved med at bruge det kurdiske sprog derhjemme. Men i de store byer mod vest taler de færreste kurdere i dag tyrkisk. Det gælder især storbyen Istanbul hvor kurderne menes at tælle tre af byens mindst ti millioner mennesker.
I alt skønnes mindst 15 millioner kurdere at leve i Tyrkiet, men formentlig taler kun omkring halvdelen kurdisk til daglig.