Den ukendte Solana-doktrin

Drejebogen for EU som global aktør blev vedtaget i 2003 og foreskriver en tidlig, hurtig, og om nødvendigt håndfast intervention.
Af Staffan Dahllöf
12. juni 2007

EU skal være en aktør på verdensplan og kunne gennemføre flere mili-tære aktioner ad gangen. Og EU skal kunne handle præventivt (forebyggende) inden truende tilstande i andre lande forværres.

Sammenfattet i en enkelt sætning: »Vi skal udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig, og om nødvendigt håndfastintervention«.

Dette er kernen i EES (Den Europæiske Sikkerhedsstrategi – »Et sikkert Europa i en bedre verden«) også kaldet Solana-doktrinen, efter ophavsmanden Javier Solana, EU's mere eller mindre fungerende udenrigsminister, med den formelle titel højtstående udenrigs og sikkerhedspolitisk repræsentant. Javier Solana er desuden generalsekretær i Ministerrådet.

Historisk

Sikkerhedsstrategien var historisk da den blev vedtaget i december 2003. Det var den første af sin slags, men kom til at drukne i bølgerne fra et kaotisk topmøde hvor regeringscheferne brugte det meste af tiden på at diskutere forslaget til en forfatning uden at nå til enighed, og hvor mødet blev opløst da Frankrigs præsident pludselig tog flyveren hjem.

Enigheden om forfatningen blandt regeringscheferne blev først opnået et halvt år senere. Udgangspunktet for Solana-doktrinen er at 27 stater med tæt på en halv milliardindbyggere »nødvendigvis« er en global aktør.

Fem trusler

Strategidokumentet handler ikke om forsvar af EU's territorium i traditionel militær forstand. Budskabet er i stedet at EU skal tackle fem forskellige hovedtrusler:

• Terrorisme

• Spredning af masseødelæggelsesvåben

• Regionale konflikter

• Staters sammenbrud

• Organiseret kriminalitet

Der er ingen geografiske afgrænsninger for hvor disse trusler skal mødes. Men der påpeges at EU har umiddelbar interesse i en »ring af lande« øst og syd for Unionen.

Denne ring omfatter Middelhavsområdet, Balkan, Sydkaukasus, og Mellemøsten.

Forskellige redskaber

De fem truslers meget forskelligartede karakterer indebærer at der skal bruges forskellige redskaber og instrumenter.

I sikkerhedsstrategien udpeges fire måder som EU skal forbedre sin rolle på:

1. Ved at kombinere forskellige områder som handelspolitik, udviklingsbistand, diplomati og militære aktioner.

2. Ved at opruste militært, forstærke de diplomatiske indsatser, og samordneefterretningstjenester mellem landene, og »deres partnere« (læs USA).

3. Ved mere konsekvent at sætte den samme dagsorden for forskellige politikområder som bistands-, handels- og miljøpolitik, og ved at bruge militære og civile midlerparallelt.

4. Ved et tættere samarbejde med andre organisationer og lande, hvor de transatlantiske forbindelser til USA beskrives som uundværlige.