NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
England sagde nej til at deltage i Fællesmarkedet, som man i sin tid havde sagt nej til Kul- og Stålfællesskabet. Men begrundelsen var en lidt anden.
En engelsk deltagelse i toldunionen ville betyde, at landet skulle opkræve told af varer, der kom fra landets tidligere kolonier, først og fremmest Canada, Indien, Australien og New Zealand. Og samtidig ville den engelske industri miste de toldfordele, som den havde på disse landes markeder.
Englænderne var også utilfredse ved tanken om en fælles landbrugspolitik, der ville tvinge landet til at købe sine fødevarer til en langt højere pris end den, man var vant til.
Derfor foreslog englænderne, at man oprettede et frihandels-område for industrivarer, hvor de enkelte medlemmer frit kunne fastsætte deres toldsatser over for de lande, der lå uden for området.
Landene i Fællesmarkedet kunne så være medlemmer som en slags blok.
I stedet fik England så oprettet mindre frihandelsområde, EFTA, der kom til i første omgang at omfatte Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Schweiz og Portugal. Senere kom Finland og Island til.
Da EFTA havde syv medlemslande og Fællesmarkedet seks, talte man i lang tid om »De Seks« og »De Syv«.
Oprindelig var det tanken, at toldsatserne skulle fjernes over en 12-årig periode, men det tog kun 9 år.
Også i EFTA var der en kraftig fremgang. Det gjaldt især de tre nordiske lande, som samtidig fik en kraftig forøgelse af deres indbyrdes samhandel.
Fremgangen skyldes ikke kun nedsættelsen af tolden. Den hang også sammen med, at der i slutningen af 1950'erne var et kraftigt fald i priserne på de råvarer, der kom fra ulandene. Det var til skade for ulandene, men det gavnede de europæiske lande.