NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Fossile brændstoffer er en energireserve som har ligget i jorden i millioner af år. De vigtigste er naturgas, olie og kul, og de udgør langt hovedparten af energiforsyningen – i Danmark, i EU og i verden. Ved forbrænding omdannes kulstoffet i de fossile brændstoffer til luftarten kuldioxid, CO2, således at atmosfærens indhold af kulstof stiger. Det truer med at skabe en global opvarmning med katastrofale konsekvenser.
Men det er ikke den eneste grund til at politikere satser på at erstatte de fossile brændstoffer med renere energi. Det er også et problem at reserverne bliver brugt op, og dertil kommer frygten for ustabile leverancer og store prisstigninger.
Denne opfattelse har man ikke længere. Tværtimod regner man med at naturgassen allerede i løbet af de kommende ti år vil overhale olien som den vigtigste leverandør af energi. Det skyldes at olieselskaberne nu er begyndt at bore på de steder hvor de venter at der er naturgas. Før i tiden blev gassen kun fundet hvor der i forvejen var boret efter olie. Ud fra en miljømæssig betragtning er det en fordel at naturgas bliver mere udbredt. Udslippet bliver dog kun mindre hvis man bruger naturgassen i dens naturlige form. Fordelen forsvinder hvis man skal omdanne gassen til væske for at få den transporteret på skib.
Naturgassen som væske fylder 600 gange så lidt som den gør i luftform. Men omdannelsen kræver at gassen fryses ned til minus 163 grader, og denne nedfrysning betyder at omkring en tredjedel af naturgassens energi går tabt. Det er derfor en klar fordel at have naturgas der ligger tæt på markederne og derfor kan transporteres i rør. Denne fordel har russerne som skønnes at råde over en tredjedel af alle reserver af naturgas i verden. Russerne har derfor en stærk stilling på gasmarkedet. U
Det meste olie kommer fra områder med politisk uro. Det gælder først og fremmest Mellemøsten. Også i Nigeria er der uro, og Venezuelas præsident, Hugo Chavez, fører en stærk antiamerikansk politik.
Mere stabile olielande er Norge, Rusland og Mexico. Men på sigt vil oliefelterne i disse lande blive tømt. Landene i Mellemøsten sidder på mindst 60 procent af de kendte oliereserver.
Set ud fra de vestlige politikeres synspunkt er det lige så alvorligt at statslige olieselskaber i dag råder over cirka 80 procent af olien, mens store olieselskaber som Exxon og Shell har langt mindre indflydelse end før. Det betyder nemlig at der bruges færre penge end før på at forske efter olie, og at stadig mindre olie kommer fra nye kilder.
Takket være de høje priser på olie føler oliestaterne ikke noget behov for at lede efter nye forekomster. Set ud fra en miljøsynsvinkel er det fortræffeligt, men de vestlige statsledere frygter at det i fremtiden vil føre til endnu højere priser. U
Det gælder især når kullene brydes i åbne lejer. Det betyder at landskaber ødelægges, og at floder og søer forgiftes med tungmetaller.
De miljømæssige problemer er noget mindre hvor kullene udvindes i underjordiske miner. Disse miner kan til gengæld være farlige for arbejderne. I Kina omkommer hvert år flere tusinde minearbejdere.
I lande som Tyskland og Frankrig er minerne blevet så uøkonomiske at de kun holdes i live med store statstilskud.
Selv om der findes kul i mange lande, er mængderne særlig store i Rusland, USA og Kina. Og da de to sidste lande har underskud af gas og olie, er de naturligvis stærkt fristede til at udnytte deres kul. Alene i Kina bygges der et nyt kulkraftværk hver uge.
Tilhængere af kulkraft mener ganske vist at man i hvert fald kan undgå det store udslip af kuldioxid. Man skal blot lede kuldioxiden ned i jorden, for eksempel i forbindelse med udvinding af olie eller naturgas. Så er problemet med CO2 løst, siger de.
Det er dog et spørgsmål om metoden er praktisk og økonomisk anvendelig. Og man undgår ikke de miljømæssige problemer som udvindingen af kullene giver.