De danske regler virker

Nu er der ikke længere industrielt producerede transfedtsyrer i danskproduceret mad, siger overlæge
Af Erling Böttcher og Luise Hemmer Pihl
1. april 2007

Steen Stender er professor og ledende overlæge dr.med. på Gentofte Sygehus. Han blev for alvor kendt af en bredere offentlighed, da han i TV-Avisen den 12. januar 2006 kunne præsentere en omfattende undersøgelse af indholdet af transfedtsyrer i danske og udenlandske varer.

Steen Stender og medarbejdere havde rejst rundt til 26 lande og indkøbt varer for at undersøge dem for indhold af transfedtsyre. Blandt andet kager, vafler, pomfritter, fastfood og mikrobølge popcorn er blevet målt.

Konklusionen var klar: De danske regler har bevirket at der i varer købt i Danmark ikke længere er industrielt producerede transfedtsyrer, mens der kan være store mængder i varer købt i udlandet.

Ifølge Steen Stender var der i et måltid bestående af ovennævnte varer købt i Ungarn 42 gram transfedt, 38 gram i USA, 25 gram i Tyskland, 22 gram i Storbritannien og 14 gram i Norge.

Transfedt skyld i hjerte-karsygdomme

»Op mod 20 procent af alle dødsfald på grund af hjerte-kar-sygdomme i USA er blevet tilskrevet et højt indtag af transfedtsyrer. Det svarer til 30.000 dødsfald om året. Hvis man – med stor forsigtighed – overfører disse tal til Danmark, kan man anslå at transfedtsyrer årligt inden indførelsen af transfedtsyreloven var årsag til omkring 3.000 hjertetilfælde og 600 for tidlige dødsfald. Det er tal, som bør gøre indtryk i alle de lande, hvor der ikke er en transfedtsyrelov. Og det er i alle andre lande end Danmark,« forklarer Steen Stender.

De industrielt fremstillede transfedtsyrer er billige, faste ved stuetemperatur og harskner vanskeligt, hvilket gør dem teknisk velegnede til anvendelse i en række fødevarer.

»Ifølge videnskabelige undersøgelser er der særdeles gode holdepunkter for, at transfedtsyrer er helbredsskadelige. Og ingen undersøgelser tyder på en sundhedsbefordrende virkning,« siger Steen Stender.

Mærkning gør det ikke

Kommissionens argument om, at hele problemet kan løses ved en passende mærkning, er ikke overbevisende, mener Steen Stender:

»Køber man en pakke kiks, er der på emballagen en varedeklaration – ofte skrevet med mikroskrift på et stort antal sprog. En tilføjelse om, at kiksene »indeholder 25 gram transfedtsyre pr. 100 gram kiks«, vil næppe blive noteret af mange forbrugere, og de, der læser teksten, vil ikke vide, at et dagligt indtag på over 2 gram transfedtsyre frarådes.

Et mærkningspåbud er endvidere praktisk svært at indføre i restauranter m.v. Mens det danske forbud således er effektivt og ikke kræver oplysningskampagner, er det temmelig tvivlsomt, om et krav om mærkning vil have den fornødne effekt,« siger Steen Stender. u

EU opgiver at rejse sag

Indtil marts 2007 så det ud, som om EU ville rejse sag mod Danmark på grund af forbuddet mod transfedtsyre. Det betragtede Kommissionen nemlig som en teknisk handelshindring.

Fødevareproducenter i andre EU-lande klagede over, at de ikke længere kunne sælge deres produkter i Danmark, og det fik Kommissionen til at true med at anlægge sag ved EU's domstol i Luxembourg. Den danske regering afviste imidlertid alle Kommissionens indvendinger og erklærede sig rede til at tage en sag.

Det fik Kommissionen til at opgive sagen – også fordi Danmark i denne sag fik støtte af EU-Parlamentet.