NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det fylder alt sammen op imod 100.000 sider. De 100.000 siders love skal gennemføres i hvert eneste medlemsland i EU. Som vordende medlem af EU er det en stor mundfuld. Det lykkedes dog for både de ti øst- og centraleuropæiske lande, der blev medlemmer 1. maj 2005, og de to seneste nytilkomne, Rumænien og Bulgarien, der kom til 1. januar 2007.
I debatten om tyrkisk medlemskab bliver det oftest diskuteret om Tyrkiet kan blive klar til medlemskab. Men spørgsmålet er i lige så høj grad hvorvidt EU bliver klar til tyrkisk medlemskab. Det kneb gevaldigt for Unionen at blive klar til den store udvidelse med 10 lande.
Men ingen vil betale denne regning, og lade landbrugsstøtten stige, tværtimod ville mange lande hellere have afskaffet landbrugsstøtten. Resultatet blev at de nye lande fik en ordning hvor deres landbrug får langt mindre støtte end deres vesteuropæiske kolleger.
På arbejdsmarkedet var der frygt for en folkevandring af arbejdstagere fra øst mod vest, lokket af langt højere lønninger i vest. Resultatet blev at man tillod lande der ønskede det, at indføre overgangsordninger med restriktioner på den frie bevægelighed for arbejdskraft. Det har de fleste af de gamle EU-lande benyttet sig af. Undtagelser er Irland og Storbritannien der da også har fået 10 gange så mange gæstearbejdere fra Østeuropa som forventet. Problemerne er de samme med Tyrkiet, blot i højere skala.
Alene i forhandlingernes åbning og afslutning på de 33 emner vil der således være indbygget ikke færre end 66 nødbremser Unionen kan trække i.
Hertil kommer at Unionen på forhånd har givet sig selv muligheden for at etablere »lange overgangsperioder, specifikke arrangementer, og permanente undtagelser«.
Det betyder at EU holder en dør åben for at Tyrkiet aldrig kommer med i f.eks. den fælles landbrugspolitik eller bliver omfattet af arbejdskraftens frie bevægelighed.
I en erklæring fra sidste år har EU dog præciseret at »permanent undtagelse« betyder at det permanent vil være muligt at indføre undtagelser, men ikke at undtagelserne skal være permanente.
Da tyrkernes hær blev slået tilbage efter et halvt års belejring af Wien i 1683, åndede paven i Rom lettet op. Han havde mobiliseret kraftigt for at redde det habsburgske rige, vore dages Østrig og Ungarn, men ikke mindst havde han reddet katolikkerne fra de fremrykkende muhamedanere, og det vendte historiens gang afgørende.
Da den daværende østrigske kansler Wolfgang Schüssel i vore dage skulle trænge tyrken tilbage, lød det næsten som en genopførelse af krigeriske historiske begivenheder. I hvert fald blev det netop den østrigske kansler der som den første offentligt markedsførte den skepsis over for tyrkisk medlemskab af EU som findes over alt i Europa.
Da alle lande skal være enige om at begynde forhandlinger med et ansøgerland, måtte de øvrige EU-lande love Østrig dels at også Kroatien kunne begynde optagelsesforhandlinger, og dels at der kom meget detaljerede beskrivelser af forhandlingerne. Den næste i rækken til at protestere mod tyrkisk medlemskab var den nye tyske kansler Angela Merkel.
Det høstede hun højlydt kritik for, og det tyrkiske svar var da også et høfligt nej tak, det er ikke partnerskab, men medlemskab der er meningen. Også i Frankrig er Nicolas Sarkozy præsident for et land hvor et stort flertal afviser tyrkisk EU-medlemskab. Sarkozy der blev valgt til præsident i maj 2007, har benyttet sin nye post til at stikke en kæp i hjulet på forhandlingerne. Før han blev præsident, sagde han åbent at Tyrkiet aldrig kunne blive medlem af EU.
EU drejede med andre ord diskussionen væk fra hvorvidt kommende medlemslande opfylder betingelserne, over til EU's egne muligheder for at kunne klare integrationen af disse lande. Det drejer sig især om EU's institutioner, budget og politikker. Bag bekymringerne om EU's absorptionskapacitet ligger naturligvis at EU på to år er vokset med 12 lande.
Den tyrkiske kommentator Mehmet Ali Birand der hører hjemme i den EU-venlige lejr, foreslog umiddelbart efter forhandlings-stoppet at EU siger det som det er:
»Vi var nødt til at forsinke forhandlingerne med Tyrkiet. Vi har indset, at vi ikke kan klare at modtage sådan et stort og muslimsk land i vores union. Vi undskylder. Vi var nødt til at gemme os bag Cypern-sagen for at få vores vilje. Men I kan være sikre på at vi ikke har lavet om på vores langsigtede mål.«
Alt i alt har den i øjeblikket langsommelige forhandlingsproces hvor altså 8 ud 33 emner er helt i stilstand, dæmpet de højrøstede udvidelseskritiske lande.
Kort opridset kan Københavnskriterierne opdeles i tre betingelser, som skal opfyldes, før et land kan blive medlem af EU: