ARTIKLER


Vil liberalisere postvæsenet endnu mere

EU vil nu foretage en fuldstændig privatisering af postvæsenet i 2009. Post Danmark skal miste eneretten til breve.
Af Sven Skovmand
28. september 2006

Ifølge EUobserver.com for 25.9.2006 vil Kommissionen nu foreslå en fuldstændig liberalisering af postvæsenet i 2009.

Det betyder at man ikke længere som i dag kan give postvæsenet eneret på visse typer af mindre breve. Medlemsstaterne må dog godt støtte et nationalt postvæsen økonomisk.

Kommissionen mener at en liberalisering vil spare penge for erhvervslivet, mens man forventer at almindelige breve vil blive 50 procent dyrere.

Kommissionens tanker støttes af England, Sverige og Finland, mens især Frankrig og Italien går imod tanken, blandt andet fordi de fleste af de ansatte i deres postvæsener er embedsmænd.


EU’s trang til at udvide sin magt er tilsyneladende umættelig. Og da EU jo altid tænker mest på erhvervslivet, vil det altså betyde at almindelige breve bliver dyrere.

Lad os få en debat om disse spørgsmål. Og lad os få den hurtigt. Det vil dog være ærgerligt, hvis de danske repræsentanter i EU bliver tungen på vægtskålen – og bruger deres indflydelse forkert.