ARTIKLER


Verheugen spår et EU med to hastigheder

EU-kommissær Günter Verheugen mener, at EU vil blive til en politisk union i løbet af 20 år, men at ikke alle lande vil være med.
Af Sven Skovmand
24. februar 2006

EU's kommissær for industri Günter Verheugen mener at EU i løbet af en 20-årig periode vil blive til en politisk union – men at mange medlemslande sandsynligvis vil holde sig udenfor denne union.

Det siger han i et interview i Die Welt, oplyser EUobserver.com 20.2.2006.

Verheugen er dermed inde på tanker som svarer til dem der for nylig blev fremsat af den belgiske statsminister Guy Verhofstadt. Han mener at unionen skal skabes af de lande der i dag er medlem af Euro-samarbejdet.

EU vil med andre ord blive en organisation, der udvikler sig i to hastigheder.

Verheugen gav i interviewet også udtryk for, at EU-samarbejdet vil omfatte alle lande i Europa med undtagelse af Ukraine, Hviderusland og Rusland.