ARTIKLER


Øst – Vest – migration er bedst?

13.000 voksede til 427.000, måske 600.000 udenlandske arbejdere i Storbritannien. Nu melder hovedpinen sig, både i øst og vest, viser NOTAT's gennemgang.
Af Luise Hemmer Pihl
31. august 2006

Da EU blev udvidet med 10 nye medlemslande 1. maj 2004, var der ikke politisk vilje i de 15 gamle medlemslande til straks at lade arbejdskraftens fri bevægelighed inden for Unionen gælde også for arbejdstagere fra de nye lande. Kun Storbritannien, Irland og Finland gav fri adgang til deres arbejdsmarked.

Da den britiske regering besluttede at give fri adgang, regnede den med at der ville komme mellem 5.000 og 13.000. Men den 22. august offentliggjorde den britiske regering en opgørelse, der viste at ikke færre end 427.095 arbejdstagere fra de otte østeuropæiske EU-lande var blevet registreret som arbejdstagere på det britiske arbejdsmarked siden 1. maj 2004. Og den konservative skygge-udenrigsminister Damien Green regner ifølge avisen Daily Telegraph med at der er kommet omkring 600.000.

Ifølge den britiske regerings officielle tal kommer mere end halvdelen, 264.560, fra Polen. Det er cirka lige så mange som der bor i hele Island eller i ³rhus kommune. Litauen kommer ind som nummer 2 med 50.535 og Slovakiet som nummer tre med 44.300.

Bulgarien vækker bekymring

Ifølge indenrigsminister Tony McNulty er indvandringen fra Østeuropa til gavn for det britiske samfund, fordi der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men som noget nyt antyder han i sin pressemeddelelse 22. august at regeringen ikke på forhånd ville give samme frie adgang for arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien, der forventes at blive medlemmer af EU 1. januar 2007. Afgørelsen vil blive taget på grundlag af »objektive faktorer, deriblandt en vurdering af vore behov på arbejdsmarkedet og af virkningen af de otte østeuropæiske landes optagelse (i 2004), men også af andre medlemsstaters standpunkt.«

Den heftige diskussion om indvandring skyldes bl.a. at avisen Sunday Telegraph 13. august bragte en artikel, der fortalte at Bulgarien skal have solgt ca. 20.000 bulgarske pas til borgere fra bl.a. Moldova og Makedonien som hævder at være bulgarer. Formedelst 2.000 kr. eller mindre kan disse få et bulgarsk pas og stå klar til at søge arbejde i EU-landene, når Bulgarien som ventet bliver medlem 1. januar 2007.

»Bulgariens i forvejen slappe procedurer for tildeling af statsborgerskab udnyttes af korrupte embedsmænd, som udsteder pas for under 2.000 kr., og det øger nervøsiteten i Storbritannien og Vesteuropa for at der skal komme et stort antal indvandrere fra Rumænien og Bulgarien, hvoraf nogle er dømt for kriminalitet, skriver Sunday Times og videregiver en anbefaling fra Sir Andrew Green fra tænketanken Migrationwatch, der advarer mod at give fri adgang for arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien, med mindre alle EU-lande gør det samtidig«.

Tallene er tvivlsomme

Men antallet af registrerede arbejdstagere giver et misvisende billede af, hvor mange østeuropæere der egentlig bor og opholder sig i Storbritannien, skriver avisen The Guardian 25. august. Avisen henviser til en opgørelse over, hvor mange mennesker der bor i landet, som Office of National Statistics (ONS) netop har offentliggjort. Ifølge denne opgørelse er nettoindvandringen fra samtlige otte østeuropæiske EU-medlemslande kun 74.300. De udenlandske arbejdstagere forlader nemlig ofte landet igen efter kortere eller længere tid, og derfor kan man ikke blot lægge antallet af arbejdstilladelser siden 1. maj 2004 sammen og nå frem til det antal østeuropæiske arbejdstagere, der faktisk bor i landet nu.

Ganske vist er folketallet i Storbritannien steget med 375.000 i løbet af et år, og ganske vist skyldes en stor del af stigningen, nemlig 235.000, indvandring. Men, påpeger avisen, 150.000 af disse indvandrere kommer fra de tidligere Commonwealth-lande, og det er dobbelt så mange som indvandrerne fra de østeuropæiske EU-lande. Cypern og Malta er ikke medtaget i opgørelserne, fordi deres borgere har haft fuld adgang til det britiske arbejdsmarked fra den dag, de blev medlemmer af EU.

Samtidig udvandrede 114.000 briter i 2005, mange til Frankrig og Spanien.

Østeuropa trues af affolkning

Polen, men ikke mindst de tre små baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, har siden 2004 oplevet en skrigende mangel på faglærte arbejdere, skriver den norske avis Aftenposten 25. august. Ifølge avisen har Polen siden EU-indmeldelsen mistet ca. 2 millioner af sine indbyggere og er nu nede på et folketal på 38,5 millioner.

Men endnu værre ser det ud i de tre små baltiske lande, hvor Estland nu har 1,32 millioner indbyggere, Letland 2,29 millioner og Litauen 3,5 millioner. Voldsomst er udviklingen i Litauen, hvor folketallet siden landet blev selvstændigt i 1991 er faldet med 334.000. Alene i 2005 forlod 15.600 mennesker landet.

»Det er virkelig et problem for os,« sagde Litauens udenrigsminister Petras Vaitiekunas til Aftenposten, da han i sidste uge deltog i et nordisk-baltisk udenrigsministermøde i Oslo, og han fortsatte:

»Det har en negativ indvirkning på vores økonomi, på statsbudgettet og på Litauen som nation. Vi er en nation med en lang historie og har klaret os gennem vanskelige tider. Vi ønsker ikke at forsvinde som nation i gode tider.«

Også i Letland er problemet med udvandring stort. Som NOTAT fortalte 18. august, har landet mistet ikke mindre end 60.000 borgere inden for de sidste to år – og det er især de højtuddannede, som landet selv har hårdt brug for.

Norsk paradoks

Også i Norge mærkes mangelen på kvalificeret arbejdskraft, og mange polske faglærte har taget arbejde så højt mod nord som i Kirkenes, fortæller Aftenposten 25. august. Det har fået den paradoksale virkning at den norske kystbevogtning nu må vente længere end beregnet på at få leveret et nyt kystvagtskib, Nornen.

Nornen bygges nemlig som det første af fem på det polske værft Gryfia, og her lider man under akut mangel på arbejdskraft, fordi de dygtige tager til f.eks. Nordnorge for at tjene mere end de kan derhjemme. Men nu har Gryfia fundet en delvis løsning på problemet. Værftet har nemlig hentet mandskab fra Bulgarien og regner nu med at leveringen af de sidste fire skibe til den norske kystvagt kun bliver cirka to måneder forsinket. Men der er stadig problemer med at skaffe blandt andet kvalificerede elektrikere.

Det er vanskeligt at få et overblik over ind- og udvandring i hele EU-området. Eurostat har for eksempel netop offentliggjort »Non-national populations in the EU Member States, hvor ingen tal er nyere end 2004, og for flere landes vedkommende kun når frem til 1999. Europarådet udgiver en Demographic Year Book hvert år, men den nyeste er fra 2004.

Kilde bl.a.: Accession Monitoring Report May 2004- June 2006.