ARTIKLER


Spin og PR fra EU

EU er nu i fuld gang med en kampagne, der skal overbevise folk i EU-landene om, at de skal stemme ja til EU-forfatningen. Man regner med, at journalisterne er lette ofre.
Af Erling Böttcher
1. december 2006

Spindoktorer, meningsmålinger og fokusgrupper. Det er fremherskende træk ved nutidens politiske proces, beskrevet i anmeldelse på side 5. Således er det også i Bruxelles. Her har man nu en PR-kommissær med en plan D. Kommissæren er svensker, hun hedder Margot Wallström, og D'et i planen står for Demokrati – selv om det ikke lige er hvad planen indeholder.

For snart to måneder siden var Margot Wallström til møde i Rom i en lille eksklusiv gruppe, hvor man drøfter, hvordan man – trods folkeafstemninger – alligevel kan få gennemført en EU-forfatning. Det er altså hvad plan D går ud på. Således indeholder planen store doser reklame med masser af penge, skåret til i mundrette bidder og timet til det rigtige tidspunkt i pressen.

På nationalt plan ved vi at den lokale presse ofte er mindre kritisk over for landspolitikere på besøg, end de landsdækkende medier. Et forhold man ser udnyttet, når f.eks. Anders Fogh tager på kampagnetour væk fra Christiansborg og ud i landet.

Samme logik genfindes i Bruxelles. Her er specialiserede og i nogle tilfælde kritiske EU-journalister, så det ikke altid er lige let at servere budskaberne med sikkerhed for den rette PR.

Anderledes er det når folkene i Bruxelles målretter PR-bidderne til de enkelte landes pressekorps. Så daler der en mild regn af telegrammer ned i dagspressen rundt i landet; om at nu har den glade giver i Bruxelles igen bevilget et beløb til det længe savnede lokale byggeri; om at nu vil Bruxelles sørge for lavere mobilpriser; og ikke mindst om at nu viser en ny meningsmåling stor opbakning til Kommissionens seneste initiativ.

Det er sjældent, man får et indblik i, hvordan der faktisk ageres og manipuleres med nyhederne. Det er jo afsender som sidder med nyheden.