Skarp lud til skurvede hoveder

Pæne ord og højtidelige erklæringer nytter ikke hvis man vil begrænse EF-domstolens aktivisme, påpeger EU-professor Hjalte Rasmussen i et skarpt opgør med passiviteten.
Af Erling Böttcher
26. marts 2006

I Danmark har vi den grundlæggende regel at Højesteret ikke blander sig i lovgivningen. Anderledes er det ved EF-domstolen. Den har i en lang række sager været på banen for at kræve lovgivninger ændret. Den har set det som sin opgave, ja nogen gange endda været glad for at kunne tilsidesætte en medlemsstats lovgivning. Nogen gange har man fornemmelsen af at domme afsiges med et skjult grin, »der fik vi dem igen!«

Så skarpt lagde en af Danmarks førende eksperter i EU-ret, professor Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet ud, da han for nylig var blandt de fire indbudte eksperter til en høring om EU-domstolens rolle. Hjalte Rasmussen fortsatte med at fastlå at der er et problem:

»Historisk kan vi begynde helt tilbage i 1962 da De Gaulle fyrede sin justitsminister. Så skulle man finde et passende arbejde til ham og det gør man jo tit ved at sparke opad – og under hans karismatiske politiske ledelse af EF-domstolen begyndte aktivismen at tage fart.

Man kan anskue det sådan at enhver institution forsøger at maksimere sin magt inden for de rammer, som andre aktører giver dem. Der er skabt meget ret i Luxembourg, men problemet er om der er skabt for meget ret. Det er altså ikke et spørgsmål om enten-eller, men om mere eller mindre.«

Dyrt og uigennemskueligt

»Det jeg er imod er at det er uigennemskueligt hvad der foregår. Når dommerne har udtalt sig, må vi bare lade os overraske – hvad var det egentlig de mente?

»Det gale er den totale korrumpering af vores tankesæt. Vi har vænnet os så meget til uforudsigeligheden fra Luxembourg at uforudsigeligheden er blevet forudsigelig.

Jeg kan heller ikke lide at det er ufatteligt dyrt for folk at få deres ret i Luxembourg. Det virker ikke særlig demokratisk at kun folk med mange penge har mulighed for at komme igennem.«

»Hvis man vil ændre domstolens rolle, kan det ikke nytte at tale pænt civiliseret og ordentligt. Tag for eksempel indførelsen af EU-borgerskabet i Maastricht-traktaten. Man talte om at det var en pæn erklæring til ære for spanierne og at det ikke rigtig betød noget. Nu har EF-domstolen altså gjort det til en hovedhjørnesten.«

»Det er klart at når 15 kloge og indsigtsfulde stats- og regeringschefer siger ’vi har skrevet noget, men vi mente ikke noget med det’ – så ræsonnerer dommerne ’ha, den kan I ikke få os til at tro på’«.

Fjern charteret

»Jo mere plumret en lovgivning er, jo mere skal vi være forberedt på at Domstolen vælger den føderalistiske, centralistiske og maksimalistiske fortolkning.«

»I dag har vi igen et konkret eksempel: Man siger at Charteret ikke betyder noget. Man siger ’lad nu være med at tro at det skal bruges til at lave noget om’. Men hvis vi først slipper EU-charteret løs er der mange spørgsmål, som kan blive interessante. Charteret omtaler f.eks. livets begyndelse. Men hvornår begynder livet? Nogle mener det er ved fødslen, andre at det er ved undfangelsen. Det er et af de spørgsmål EF-domstolen kan afgøre kvit og frit, hvis den får Charteret i hånden.

Mit bedste bud er derfor: Lad være med at skrive Charteret ind. Fjern det.

Så er vi i hvert fald fri for at se domstolen i Luxembourg eksplodere, sådan som det skete i Canada, da domstolene der havde fået et sådant Charter i hånden.

Handling er nødvendig

»EF-domstolen er fast besluttet på sin linie, som den har fulgt i i 40 år. Derfor skal man udtrykke sig klart. Det skal stå klart i teksten, hvad man mener og ikke mener.

Der har været kraftige indsigelser, også i miljøet i Luxemborg. I et festskrift til Ole Due kan man også læse at tidligere højesteretspræsident, Niels Pontoppidan, ikke ser med milde øjne på det aktivistiske miljø i Luxembourg.«

»Det man skal lade være med er at vedtage højtidelige erklæriinger og skrive artikler i Die Zeit og Financial Times. Glem det. De tager ikke notits af det,« sagde Hjalte Rasmussen og kom med en stribe kontante forslag til handlinger der er mere end ord:

1) Fjern adgangen til at nationale domstole kan få afgjort de såkaldte præjudicielle spørgsmål.

2) Tillad at der kan afgives dissenser (mindretalsudtalelser, red.) i dommene. Når mindretallet kan true med at afgive dissens, vil dommene ikke blive så aktivistiske, fordi mindretallet får en sund evne til at begrænse flertallets ekspansionslyst.

3) Screene de personer bedre, som medlemslandene sender ind i EF-domstolen. Man kan vælge nogle der er kritiske i forhold til aktivismen.

4) Når skaden er sket, kan man gøre som franskmændene i slutningen i 1970’erne: Simpelt hen erklære at en dom ikke vil blive opfattet som en dom, og dermed i praksis at den ikke bliver gældende ret.

5) Indføre en hasteprocedure i Ministerrådet, hvor man kan sige hov, stop, den afgørelse passer ikke ind i det, vi mente, da vi vedtog lovene. Hvis Domstolen afsiger en dom, som man ikke finder passer, kan Ministerrådet faktisk gå ind og lave loven om.