ARTIKLER


Salmonellaens frie bevægelighed

Selvom udenlandsk kød er langt farligere end dansk kød, bliver det næsten ikke undersøgt. Det viser, hvordan man i helt urimelig grad frygter retssager ved EU's domstol
Af Sven Skovmand
19. maj 2006

Fødevareskandalerne står i kø i øjeblikket. Nogen får gammelt kød, andre bliver syge fordi fødevarerne ikke undersøges ordentligt af myndighederne.

Det har været ubehagelige uger for både forbrugerminister Lars Barfoed og Fødevarestyrelsen, der ikke har levet op til sin opgave – blandt andet fordi regeringen har tvunget den til at gennemføre voldsomme nedskæringer.

Men den virkelige skurk er endnu stort set sluppet fri. Det er EU – eller rettere den urimelige ærbødighed som danske myndigheder og danske politikere nærer for EU.

Det fremgår med al tydelighed af artiklen på side 2, hvor vi refererer Politiken for at udenlandsk kød gør op til 30.000 syge om året.

De afslørede ikke alene at udenlandsk kød er mange gange farligere end dansk kød. De fortalte også at der er en stor forskel på, hvordan myndighederne behandler danske og det udenlandske kød.

Skønt der næsten ikke er salmonella i dansk kød, bliver hver eneste ladning undersøgt. Derimod undersøges det udenlandske kød kun i stærkt begrænset omfang. Og når der trods alt findes kød med salmonella eller campylobacter-bakterier, sørger man ikke for at forhindre at det udenlandske firma fortsætter med at sende kød til Danmark.

Altsammen af frygt for at EU-kommissionen vil betragte en skærpet kurs overfor udenlandsk kød som en teknisk handelshindring og slæbe Danmark for EU's domstol i Luxembourg.

Hvad er det for noget pjat! Danske borgeres liv og helbred må være vigtigere for myndigheder og politikere end forholdet til EU. Og der står ingen steds i EU's traktater at man går ind for salmonella-bakteriernes frie bevægelighed.