Rabat i straffen til kommissær

EU-domstolen undlod tirsdag den 11. juli at frakende pensionen til den svindeldømte tidligere EU-kommissær Edith Cresson. Ifølge domstolen »udgør konstateringen af en forsømmelse i sig selv en passende straf«.
Af Jens-Peter Bonde
17. august 2006

Den tidligere franske statsminister og medlem af EU-kommissionen, Edith Cresson, kan ånde lettet op. Domstolen i Luxembourg vil ikke røre hendes pension og beviser dermed at økonomisk forbrydelse betaler sig, blot man er tilstrækkeligt højt oppe i graderne.

Edith Cresson havde ansat en personlige ven som højtlønnet ekspert. Han fik sin høje gage, men udførte ikke jobbet. I tillæg lod fru Cresson skatteyderne betale et stort antal rejser til deres fælles slot for at de kunne holde fri sammen i weekenderne.

Domstolen anser den personlige berigelse for strafbar, men afviser generaladvokatens forslag om at straffe hende med at halvere hendes pension. En halv kommissær-pension er stadig mere end hvad de fleste danskere tjenere.

Omtale er straf i sig selv

Domstolen finder at hun allerede har udstået straffen gennem omtalen i medierne. Dommerne kan have ret i at Cresson har været gennem ubehagelig presseomtale. Men det har også en lang række andre personer, som alligevel har fået den straf, som forholdet berettiger til.

I Danmark er Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte blevet idømt ubetinget fængsel, oveni flere års ubehagelig presseomtale. Omtalen giver ikke rabat i strafudmålingen. For Domstolen i Luxembourg er det en formildende omstændighed at fru Cresson er kendt.

For min retsbevidsthed er det en skærpende omstændighed: Folk i høje embeder bør gå forrest i kampen mod korruption og vennetjenester, ikke selv udføre den.

Fru Cresson havde som kommissær en fri vilje, hun var selv frue over forbrydelsen. Der var ingen som tilskyndede hende til det, udover den almindelige mangel på moral og ansvarlighed i den lukkede EU-Kommission.

Ingen viste ansvar

En særlig vismandsgruppe konstaterede at de ikke havde fundet en eneste person, som viste den mindste smule ansvar, og Santer-Kommissionen måtte træde tilbage den 15. marts 1999. Jeg glemmer aldrig den sag.

En række medier har spurgt mig om moralen i Kommissionen er forbedret siden Cresson-sagen. Jeg må desværre svare at jeg ikke ved det. For os, der er valgt til at kontrollere Kommissionen i EU-Parlamentets budgetkontroludvalg har ikke adgang til at kontrollere Kommissionens udgifter. Og det har EU's revisionsret heller ikke.

Vi kan altså ikke vide om fru Cresson er en enlig svale, eller mainstream. Jeg er sikker på at vi i den tidligere estiske statsminister Siim Kallas har en næstformand for Kommissionen, som er ivrig for at bekæmpe svindel. Men min erfaring er at han ikke har nogen magt og ikke kommer igennem i Kommissionen med sine synspunkter.

Gennem budgetkontroludvalget har jeg krævet udleveret en fortegnelse over alle Kommissionens betalte og ubetalte rådgivere i 3000 hemmelige arbejdsgrupper. Forgæves. Vi har også stillet krav om at få en fuldstændig liste over dem, der modtager midler fra Kommissionen, de såkaldte 175.000 eller 450.000 juridiske enheder. Begge tal er officielle svar!

Mit journalistiske instinkt siger mig at der er noget at skjule, når man ikke vil lade sig kontrollere. Som folkevalgt kan jeg ikke antyde noget i den retning, for jeg kan ikke bevise noget om pengeudbetalinger, jeg ikke kan få lov til at se.

Kampen for åbne regnskaber går videre.