ARTIKLER


Nu vil EU bekæmpe fedme

EU har lavet en rapport, der skal gøre EU-borgerne slankere. Samtidig støtter man fedmen ved at forbyde landene at holde usunde, sukkerholdige varer ude.
Af Sven Skovmand
24. februar 2006

Ifølge Berlingske Tidende for 17.2.2006 har EU udgivet en rapport, der skal opfordre medlemslandene til at gøre en indsats for at bekæmpe fedme.

Rapporten hedder »Promoting Healthy Diets and Physical Activity: a European Dimension for the Prevention of Overweight, Obesity and Chronic Diseases«, og den er til høring frem til den 15. marts.

Hvis EU virkelig ønsker at gøre en indsats for at folk skal blive mindre fede, bør organisationen gribe i egen barm og afskaffe de bestemmelser, der forbyder medlemslandene at føre en fornuftig sundhedspolitik.

Et af de værste eksempler er bestemmelsen om, at man ikke må forbyde sukkerholdige produkter at markedsføre sig som sunde ved at tilsætte vitaminer. Hvis den bestemmelse blev afskaffet, ville det gavne sundheden mere end tusinde velmenende rapporter fra EU.