Norge vil presse u lande mindre

EU og USA kræver fri konkurrence og adgang til u-landes markeder for f.eks. energiforsyning, vandforsyning og uddannelse. Det vil Norge ikke længere være murbrækker for i WTO.
Af Luise Hemmer Pihl
15. januar 2006

Norge vil ikke længere kræve at fattige lande åbner en række markeder for tjenesteydelser for norske virksomheder, erklærede den nye norske regering før WTO-topmødet i december. Dermed havde regeringen rustet sig til at gå imod forgængernes følgagtighed over for EU's og USA's politik i WTO-forhandlingerne.

»Norge har pludselig fået en helt anden troværdighed som samtalepartner for mange u-lande.« Sådan udtrykte Dag Seierstad, der er EU- og EØS-ekspert for partiet Sosialistisk Venstre (SV) i Norge, i en kronik i dagbladet Nationen den 17. december 2005 betydningen af en pressemeddelelse fra det norske udenrigsministerium.

Trækker i-landes krav

I pressemeddelelsen fra 9. december 2005 skrev det norske udenrigsministerium bl.a.:

»I vurderingen af norske krav til udviklingslande har Regeringen foretaget en grundig afvejning mellem u-landenes interesser og norske offensive interesser. Regeringen har lagt vægt på at Norge ikke skal fremme krav som kan opfattes som mulige hindringer for u-landenes organisering af offentlige tjenester. På dette grundlag har Regeringen besluttet at trække krav til u-lande inden for områderne strømdistribution, vandforsyning og højere uddannelse tilbage. Videre er der bred opslutning i WTO om at de mindst udviklede lande (MUL) ikke forventes at påtage sig forpligtelser i denne forhandlingsrunde. Norge vil derfor trække de to krav, som tidligere har været stillet overfor MUL.«

»Offensive interesser«

I 2001 udpegede den daværende koalitionsregering mellem Arbeiderpartiet (socialdemokrater) og Høyre (konservative) seks områder inden for tjenesteydelser, hvor Norge har såkaldte »offensive interesser«, og hvor den ønskede friere adgang til markederne i andre lande, herunder også fattige u-lande, de såkaldte MUL (mindst udviklede) lande. Det drejede sig om: Skibsfart, energiforsyning, telekommunikation, såkaldte liberale erhverv (især områderne arkitekt-, ingeniør og datatjenester), finansielle tjenesteydelser (bankvæsen og forsikring) og lufttransport.

Da den næste koalitionsregering under Kjell Magne Bondevik fra Kristelig Folkeparti kom til i oktober 2001, fik udenrigsminister Jan Petersen fra Høyre tilføjet to nye områder, nemlig miljøet og uddannelsen, til listen.

Hemmelig politik

Der har ikke været tale om en politik, der er blevet drøftet i Stortinget eller i offentligheden.

Såvel en række norske organisationer, der arbejder for en udligning af verdens rigdom, som Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti har forsøgt at få offentliggjort, hvilke krav om åbning af markeder der er stillet til modtagere af norsk bistand. Det lykkedes at få Bondevik-regeringen til at offentliggøre, hvilke lande der var stillet sådanne krav til, men ikke hvilke krav, der var tale om.

Norge har stillet krav til 38 u-lande om at åbne grænserne for konkurrence fra norske udbydere af tjenesteydelser. Blandt disse lande var Angola, Bangladesh, Colombia, Elfenbenskysten, Kenya, Pakistan, Trinidad, Tobago og Uruguay. Ifølge Dag Seierstad var disse lande udvalgt netop fordi de havde ringe chance for at konkurrere med norske firmaer på de områder, regeringen ville åbne for konkurrence. Samtidig ville de være under pres fra en eventuel antydning af at en afvisning ville føre til ændringer i den statslige bistand.

De konkrete krav

Den tidligere regering bad Colombia om at liberalisere sektorerne for telekommunikation, miljø, forsikring, skibsfart, vejtransport og luftfart. Det samme krav blev stillet til Sydafrika og Pakistan, der også skulle åbne markedet for uddannelse.

Kravet til Sydafrika om åbning af uddannelsesmarkedet for voksne kom til det norske offentligheds kendskab, fordi en ophidset sydafrikansk uddannelsesminister tog sagen op på et offentligt møde i Bergen i oktober 2003. Efter megen blæst i medierne blev kravet frafaldet.

Murbrækker for de stores interesser

Når det er så vigtigt at Norge foretager en mere retfærdig afvejning af sine egne erhvervsinteresser og de fattige landes muligheder for udvikling, skyldes det at en aftale mellem et rigt og et fattigt land kan medføre at andre rige WTO-lande får de samme muligheder i det fattige land som det land, der har indgået aftalen.

Nu har EU ikke forlangt adgang til uddannelsesmarkedet i u-lande. Men i kraft af at Norge har gjort det, har samtlige WTO-lande samme ret som Norge opnår.

Det skyldes at i WTO gælder det såkaldte MFN-princip (Most Favoured Nation – mestbegunstigelsesprincippet). Princippet indebærer at de fordele, som Èt land opnår i et andet WTO-land, skal alle WTO-medlemmer nyde godt af.

Det betyder at hvis Norge havde fået held til at presse Sydafrika og Pakistan til at liberalisere uddannelse i forhold til udenlandske uddannelseseksportører, ville USA og EU have fået samme betingelser.

Suget med af EU og USA

I u-lande kan øget markedsadgang for de rige landes erhvervsliv ødelægge det, som gøres for at opbygge et nationalt og lokalt erhvervsgrundlag på de områder, hvor der stilles krav om åbning. Fri konkurrence har, som Dag Seierstad fremhæver, aldrig været en kamp på lige vilkår mellem stærke og svage økonomier, I udtrykket »offensive interesser«, som den første Stoltenberg-regering brugte, ligger der netop at Norge har nogle erhverv, som er stærke nok til at vinde markedsandele fra andre.

Over for u-lande er Norge den stærke, Og denne overmagt blev kraftigt forstærket af at de norske krav, som nu er opgivet af den nye regering, falder ind i det mønster af krav, som EU og USA har etableret. EU's mål er at åbne alle former for tjenesteydelser for fuld international konkurrence over hele verden.

Det er den følgagtighed over for EU og USA, den nye norske regerering ville gøre op med før WTO-forhandlingerne om tjenesteydelser i december 2005.

---

Soria Moria-erklæringen

De tre norske regeringspartiers fælles regeringserklæring hedder Soria Moria-erklæringen, vedtaget den 13. oktober 2005.

Om EU og WTO står blandt andet:

»Hovedlinjerne i norsk udenrigspolitik ligger fast, herunder en stærk opslutning om FN og folkeretten, medlemskabet i NATO, EØS-aftalen og at Norge ikke er medlem af EU.«

»Regeringen vil arbejde for at EU ikke gennemfører et servicedirektiv som fører til social dumping.«

»Norge skal ikke stille krav på fattige lande som kan indebære en svækkelse af mulighederne for at udvikle stærke offentlige ydelser indenfor helse og uddannelse, og heller ikke gå ind for en aftale som kan fremtvinge privatisering af offentlige ydelser i Norge.«

»Regeringen vil kun bidrage med militære styrker til EU's udrykningsstyrker når der foreligger et klart og utvetydigt FN-mandat«