NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De kommer i en lind strøm, de mange sager, hvor forskellige EU-instanser underkender standarder inden for miljø, arbejdsmiljø, sundhed, fødevarer og forbrugerbeskyttelse. På side 7 kan man læse om manglende erstatningsansvar, kræftfremkaldende flammehæmmere og gassede gamle æbler.
Hvad vil de forskellige ministre så gøre ved det? Justitsministeren vil bønfalde og opfordre EU-kommissionen, forbrugerministeren vil rejse til Bruxelles og spørge om lov til en mærkningsordning. (Det får han ikke lov til. Så næste akt bliver at bønfalde detailhandelen om en frivillig ordning). Og endelig vil miljøministeren anlægge retssag ved EU-domstolen, der så kan bestemme om vi skal udsættes for kræftfremkaldende flammehæmmere.
Det er hvad danske politikere og ministre kan: Bønfalde, opfordre, mindeligt bede om. Og hvis det ikke hjælper, kan man overlade sundheds- og forbrugerspørgsmålene til de ældre konservative herrer ved EU-domstolen.
Lyder det handlekraftigt? Nej, vel. Men vi har desværre selv stemt ja til det, da vi i maj 1998 sagde ja til Amsterdam-traktatens reelle afskaffelse af Miljøgarantien, der egentlig skulle sikre et land ret til at have bedre standarder end det fælles regelsæt.
Det skete til de sædvanlige stik modsatte løfter. Løfter om, hvor god endnu en EU-traktat vil være for miljøet. Der er ikke andet at gøre end at kræve, hvad vi er blevet lovet: En miljøgaranti, hvor det enkelte land kan opretholde eller indføre højere standarder end de fælles regler. Det er ikke diskriminerende, når reglerne gælder både uden- og indenlandske producenter, og vil sætte skub i at lande igen kan gå forrest og være gode rollemodeller. Den nuværende EU-model giver, hvis ikke stilstand, så træghed, og endda nedadgående spiral på nogen punkter.