NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det var et erklæret mål med fællesmarkedets dannelse i 1957 at landbrugsstøtten skulle styrke landbruget, så man kunne brødføde de europæiske befolkninger. Man skulle ganske enkelt forøge landbrugets produktivitet, sikre landbefolkningerne en rimelig levestandard, sikre forsyningerne, stabilisere markederne og sikre forbrugerne rimelige priser.
»Det interessante er at der faktisk ikke stod noget om at vi i Europa skulle være selvforsynende eller at landmændene skulle have mange penge. Tværtimod står der at man vil sikre forbrugerne rimelige priser,« påpeger en af de danskere med stor indsigt i handelsspørgsmål, John Nordbo fra den danske paraplyorganisation 92-gruppen. For ham at se indebærer pointen med de rimelige priser at der også burde være grænser for hvor meget landbruget kan tage for produkterne. Men faktum er at europæiske forbrugere i dag betaler omkring tre gange så meget for sukker som de egentlig burde, hvis sukkeret blev solgt til verdensmarkedspris.
Der er dog sket justeringer af støtteordningerne i tidens løb. Oprindeligt fjernede man toldbarriererne mellem fællesmarkedets lande, samtidig med at man opbyggede en række høje toldmure udadtil. Det gjorde det vanskeligt for udenlandske varer at komme ind i Europa, og nemmere for europæiske varer at bevæge sig rundt i fællesmarkedet.
Dertil kom at man udarbejdede nøje analyser af hvordan man kunne gribe ind i markedet og påvirke priserne på en lang række produkter. Man opererede for eksempel med en række mindstepriser, og efterhånden som produktiviteten steg, begyndte man i gode år at opbygge fødevarelagre, som man så kunne tære på i dårlige år. Men efterhånden blev der længere og længere mellem de dårlige år – og fødevarelagrene voksede og voksede. Det ledte i 1980'erne til de stærkt kritiserede smørbjerge og vinsøer, som medierne beskrev med en blanding af ironi og forargelse.
De europæiske forbrugere havde særdeles vanskeligt ved at se det fornuftige i at milliardstøtten mundede ud i overproduktion, som man derefter måtte støtte yderligere for at slippe af med den i udlandet. Det gav ganske enkelt ikke mening og overskudslagrene udviklede sig hurtigt til et politisk problem. Modstanden mod støtten begyndte at vokse, blandt andet i Danmark.
Det ledte i 1992 til den første reform af den direkte landbrugsstøtte, som ophørte med at være produktionsbundet for de fleste afgrøder. Derfor gik man i første omgang over til det vi i Danmark kalder hektarstøtte, hvor landmændenes støtte afhang af hvor store arealer de havde. I de seneste år er man imidlertid gået videre og i dag gives støtten hovedsagelig som producentstøtte, hvor man – lidt forsimplet sagt – er støtteberettiget hvis man bor på en matrikel hvor der skal dyrkes landbrug, uanset om man dyrker eller ej. Derudover er det langt fra kun almindelige landmænd der får støtte, som det fremgår af skemaet på foregående side.
Det første tal angiver landbrugsstøtten i absolutte tal, mens tallet i parentes angiver procent af produktionsværdien
EU 798 milliarder kroner (35 pct.)
Japan 294 milliarder kroner (55 pct.)
USA 282 milliarder kroner (18 pct.)
Støtten i 2001 svarede til, at man gav et løntilskud på 120.000 kroner per fuldtidsarbejdsplads i det vesteuropæiske landbrug.
Kilde: John Nordbo/OECD (tabellen er omregnet fra dollars, således at én krone svarer til seks dollars).