ARTIKLER


Kunstig åndedræt til den døde

I kommentaren siges det, at det er foruroligende, at så få af de europæiske ledere vil indrømme, at EU;-forfatningen er nedstemt og dermed slut.
Af Erling Böttcher
14. december 2006

Lur os: I korridorerne er de allerede stort set enige. EU-forfatningen skal have kunstigt åndedræt og kaldes til overfladen igen fra dens koma. Det står ganske vist ikke på den formelle dagsorden for næste uges EU-topmøde, men det finske EU-formandskab har bebudet at den over for stats- og regeringscheferne vil fremlægge resultatet af sine sonderinger.

Sådan hedder det på diplomatsprog. Vi andre kalder det noget andet; nemlig krumspring for at komme uden om det besværlige vælger-demokrati, og med sminke, udenomssnak og procedure-manøvrer alligevel gennemføre, hvad man har tænkt sig.

Til det brug er der i disse uger blevet udfoldet en heftig rejseaktivitet, til og fra den finske hovedstad Helsingfors, og imellem de enkelte landes hovedstæder. Blandt andet var den britiske premierminister Tony Blair i sidste uge på besøg hos sin store fan og kollega i København, Anders Fogh Rasmussen.

Begge har de holdt store taler om et nært og praktisk samarbejde uden de store falbelader, et »Resultaternes Europa«, som Fogh sagde i sin store tale på Københavns Universitet den 21. april i år. I sidste uge talte de om EU-forfatningen, vi måtte ikke vide hvad, ej heller deres mening om genoplivningsplanerne.

Det er urovækkende at kun få ledere siger klart: Den forfatning er nedstemt og dermed slut. I stedet bliver vi præsenteret for slesk og ulden tale hele vejen rundt. Måske ved vi først rigtigt besked ved de højtidelige festligheder i Berlin i forbindelse med Unionens 50 års fødselsdag til marts næste år.

Indtil da må vi igen og igen holde de danske politikere fast: Én ting er at man i Finland godkender en forfatning, til trods for at 70 procent af vælgerne ønsker folkeafstemning. Men – uanset hvor lidt eller meget der bliver trukket fra eller lagt til i teksten – kunne vi da ikke finde på det i Danmark, vel?

EU-forfatningen er trods alt en voldsom udbygning af EU»s magt og en statsopbygning med mange af elementerne fra en stat.