Kommissærens erfaringer

Som EU's kommissær for udviklingsbistand fik Poul Nielson i sin tid gennemført væsentlige forandringer. Men i dag er der brug for en genoplivning af det samarbejde og den debat som Danmark for år tilbage stod som fortaler og garant for.
Af Christian Korsgaard
23. april 2006

Når Danmarks tidligere kommissær for EU's udviklingsbistand, Poul Nielson, bliver spurgt om EU skader u-landene, så fortæller han en historie.

Historien er en såkaldt Århus-historie, om dengang to århusianere ville teste om blinklyset på deres bil fungerede. Den ene steg ud, mens den anden blev siddende i bilen, hvor han slog blinklyset til. 'Virker det?', råbte han til ham udenfor. Det varede lidt, så kom svaret: '...ja...nej...ja...nej...ja...nej...'

Som alle gode historier har Poul Nielsons en pointe. Hvis man ser på bistanden vil man sige 'nej', den skader ikke, men ser man på EU's handelspolitik vil svaret være entydigt 'ja'.

Enighed om de store linier

»En af de værdifulde ting er størrelsen. EU er til stede i alle lande. Danmark er til stede i en række programsamarbejdslande, men EU er i alle lande, også i de såkaldte failed states (de lande som næsten ikke kan kaldes lande f.eks. Somalia, red.). Vi er i dem alle. Når der er konflikter, så er vi i begge lande, kan gøre nytte som mægler og stimulere forskellige tiltag til fredsbevarelse,« forklarer Poul Nielson, som i løbet af sin tid som kommissær fik de faktiske betalinger til at stige med 47 procent, så man kunne begynde at høvle lidt af det bjerg af ikke-eksekverede aftaler, som han overtog. Samtidig lykkedes det at forkorte den tid det tog at udvikle og gennemføre et projekt fra 4,6 til 3,5 år. EU fik med andre ord mere udvikling – eller i hvert fald flere projekter – for pengene.

»Jeg synes også det er væsentligt, at vi har ensartede kriterier for tildeling af penge. Vi har noget der styrer hele baduljen og vi bruger samme systematik. Der er en række faktorer der skal tages hensyn til, blandt andet hvor man kan bruge penge – modsat de steder hvor man ikke kan komme til at bruge penge, selvom behovet er der,« forklarer Nielson og henviser til blandt andet Somalia.

Enigheden hører dog op når det kommer til hvordan pengene skal anvendes, for europæiske politikere har vidt forskellige syn på hvad der batter mest. Ifølge Nielson skal bistanden være langsigtet, partnerskabspræget og ejerskabsfikseret, og betyder, at EU ikke bestandig åbner og lukker nye projekter, sådan som det har været tilfældet i eksempelvis Danmark i de senere år.

Sektorstøtten er et fremskridt

En af de ting Poul Nielson nævner som et fremskidt er, at EU er blevet bedre til at koble den såkaldte budgetstøtte med sektorudbygningen. Helt konkret betyder det, at EU og et givent u-lands regering diskuterer sundhed, veje eller noget andet, og at EU's donationer så også koncentreres i de områder man beslutter sig for at gå ind i. Nielson beskriver denne proces som »sund, fordi den giver ejerskab og partnerskab.«

Han mener, at det blandt andet er EU's fortjeneste, at flere og flere lande i dag følger den samme formel, og mere ser på effekten af den gode bistand end på at komme ud og svinge de nationale faner i en række u-lande. Flokken af donorlande retter ind, som Nielson udtrykker det.

Og det var sandsynligvis aldrig sket, hvis ikke EU havde prioriteret udviklingsarbejdet så højt, at området fik en kommissærpost. Allerede i årene inden Nielson tiltrådte i Bruxelles, havde han som dansk udviklingsminister gennem fem år haft et tæt samarbejde med blandt andet Tyskland, Holland og Storbritannien, som gennem jævnlige møder havde gødet jorden for en forstærket indsats. Det gjorde arbejdet som udviklingskommissær nemmere, men ændrede naturligvis ikke ved det problem som Nielson betegner som »inkonsistens«, altså det at forskellige interesser i de forskellige EU-lande gør, at man ikke kan tage en sammenhængende beslutning. Og at det derfor godt kan se ud som om kommissionen fjumrer i det og at der er noget galt.

Behov for fornyet indsats

Men intet varer som bekendt evigt, og Nielson mener i dag, at der er behov for en genoplivning af det samarbejde og den debat som Danmark for år tilbage stod som fortaler og garant for.

»Det kræver en offentlig og kvalificeret debat. Og det kræver, at regeringen engagerer sig. Der er gode traditioner i Danmark for det, men vi skal ud over det punkt, at den danske minister bare siger det hun nu skal. Vi skal også coache og hjælpe de nye EU-lande. Derfor er det en beklagelig udvikling i rådssammenhæng, at man nu har nedlagt rådet for udviklingsministre.

Det røg ind som en del af udenrigspolitisk råd, men udviklingsministrene havde behov for at mødes og for at udveksle tanker. De står alle svagt i deres lande, hvor de har finansministre og udenrigsministre at tage hensyn til. Men at være udviklingsminister er et fuldtidsjob, og det er en skam at den kreds er gået bort. For selvom jeg ikke mener at man skal se tingene adskilt, så er der behov for at arbejde sammen som forum,« pointerer Poul Nielson.