NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Stål-koncernen Arcelor er Luxembourgs stolthed. Den er verdens næststørste producent af stål og beskæftiger 75.000 mennesker – ikke blot i Luxembourg selv, men også i Frankrig og Belgien.
Men nu er Arcelor truet. For den indiske stålkonge, Lakshmi Mittal, har budt 140 milliarder kroner for virksomheden. Og det har skabt stor uvilje i ikke blot Luxembourg, men også i EU-Kommissionen, hvor man betragter det som væsentligt, at EU's stålindustri forbliver på EU-landes hænder, skriver Politiken 13.3.2006.
For Mittal er købet intet problem. Han er verdens femterigeste mand og har en formue, der er større end det beløb, han har tilbudt for virksomheden i Luxembourg.
Han er nu i gang med en charmeoffensiv over for folk i EU og lover blandt andet, at han vil skabe flere arbejdspladser.
Løftet vækker dog ikke stor tiltro. For Mittal har først og fremmest skabt sin formue ved at opkøbe urentable stålværker og gøre dem rationelle ved at fyre medarbejdere.