Ja til blokade, nej til blokadekrav

Svenske fagforeninger må gerne tage kampen op om overenskomster med udenlandske virksomheder, ifølge Kommissionen. Det er mere tvivlsomt om de også må kræve svensk løn.
Af Staffan Dahllöf
12. februar 2006

Kommissionen er enig med både den svenske regering og den svenske fagbevægelse.

Det er budskabet fra Bruxelles når Kommissionen nu giver sit besyv med i EU-domstolens vurdering i den så kaldte Vaxholmsag; en svensk byggearbejdsplads som blev blokeret af de svenske fagforeninger fordi den lettiske virksomhed ikke ville tegne en svensk overenskomst om lønnen.

»Der er ikke noget modsætningsforhold mellem den svenske aftalemodel og EU-retten,« sagde kommissær Margot Wallström på et pressemøde den 1. februar.

Og den samme dag præciserede Kommissionens talsmand Johannes Laitenberger, det budskab en smule:

»Det er altså muligt for svenske fagforeninger at forlange af udenlandske virksomheder, som har udstationerede ansatte i Sverige, at de skal forhandle om kollektivaftaler.«

Med hjemmefra

Men hvad Kommissionen egentlig siger til domstolen er ikke helt til at vide. Den såkaldte intervention i Vaxholm-sagen fra Kommissionen er hemmelig, modsat interventionerne fra de medlemslande som giver deres mening til kende.

Det kritiske spørgsmål er nu ikke hvorvidt svenske fagforeninger har ret til at kræve overenskomster, eller ej.

Det må de godt, ifølge Margot Wallström.

Det kritiske spørgsmål i Vaxholm-sagen er på hvilket niveau de overenskomster i givet fald skal ligge.

De svenske fagforeninger krævede at de lettiske arbejdere skulle lønnes på samme niveau som svenske bygningsarbejdere i den samme region.

Minimum er det maksimale

Den lettiske virksomhed henviste til at man havde en overenskomst med de ansatte med hjemmefra, men at man ikke ville efterkomme de svenske krav fuldt ud.

I en officiel pressemeddelelse fra Kommissionen siger talsmanden Johannes Laitenberger:

»Kravene i overenskomsten må holde sig inden for rammerne for det så kaldte udstationeringsdirektiv, som indeholder regler for hvad EU's medlemslande må gøre når man modtager ansatte fra andre EU-lande.«

Det tydeliggør han over for avisen Göteborgs-Posten:

»Hvis fagbevægelsen stiller krav som overstiger overenskomstens minimumskrav, så vil det blive betragtet som uproportionelle krav, det vil sige en hindring i vejen for den frie bevægelighed.«

Og fagforeningen Byggnads har på et tidspunkt i forløbet gjort lige det – krævet lønninger som svarer til det faktiske niveau i Stockholmsegnen, og den er højere end den aftalte mindsteløn.

Ja, men nej

Da Vaxholm-sagen var til debat i EU-parlamentet i oktober sagde den irske kommissær Charlie McCreevy at lettiske fagforeningsmedlemmer har den samme ret til forsvar for deres synspunkter som svenske – underforstået at de svenske fagforeninger kun ser til svenske medlemmers interesser.

»Jeg forsvarer blot EU's regler om det indre marked. Det skal ikke være muligt at fastholde forhindringer og lade som om konkurrencen ikke eksisterer,« sagde McCreevy.

På den baggrund er det ikke usandsynligt at Kommissionen i sin hemmelige intervention i realiteten siger to ting:

Ja, svenske fagforeninger må gerne kræve overenskomster med udenlandske virksomheder.

Men nej, de har ikke ret til at kræve løn på det faktiske svenske niveau.