Institutioner er magt, som skal debatteres

I tænkepausedebatten sagde Fogh at vi ikke skulle spørge til institutioner, fordi det ikke interesserer nogen. Det må vi så gøre noget ved.
Af Aase Bak Nielsen
13. november 2006

EU-kommissær Verheugens åbenhjertige beretning om kommissærernes magtesløshed i forhold til deres embedsmænd (NOTAT 13/10) viser igen, hvor vigtigt det er at nogen fokuserer på embedsmændenes enorme politiske magt, og at denne politiske magt fjernes fra Bruxelles, og initiativretten flyttes til de folkevalgte politikere i parlamenterne.

På Borgernes Dagsorden-mødet på Holmen i foråret skulle vi ikke stille spørgsmål til statsministeren om institutionerne – »det interesserer ikke borgerne, de efterspørger nemlig politik og resultater«!

Det tror jeg ikke på, men er det rigtigt, så er det da vores pligt at gøre noget ved det!

Jo, ordet »institutioner« føles af mange meget abstrakt. Men oversætter vi det til godt dansk, så hedder det »hvem skal bestemme hvad og hvor meget?« Og så bliver det nærværende, også for »almenfolket«.

Se blot, hvor folk i den hjemlige debat er blevet optaget af, i hvilke institutioner magten ligger: i regeringen/centralmagten, i de regeringsstyrede regioner eller i kommunerne/lokalstyret. Hvad er der blevet af det kommunale selvstyre, spørges der højlydt om fra mange sider.

Vi skal på samme måde spørge om, hvad der i EU-sammenhæng er blevet af det nationale selvstyre.

»Vi risikerer at landene kommer med ideer«

På Borgernes Dagsorden-møde kom statsministeren i sin slutreplik med en parentetisk bemærkning om at vi var nødt til at have en overordnet institution, Kommissionen, der kunne se det hele ovenfra og derudfra handle til vores alles bedste. Ellers risikerer vi jo at alle medlemslandene kommer med deres egne ideer og hver især kæmper for dem. Det måtte vi borgere da kunne forstå!

Statsministeren har åbenbart glemt at demokratiet lever i kraft af at forskellige meninger brydes, også selv om det giver bøvl!

Enevælde er meget nemmere, for dèr er der nogle kloge hoveder, der vèd, hvad der er bedst.

Det er så, hvad vi får fra EU. Og det har smittet ned gennem de nationale systemer: Folketinget får – angående 70-80 % af lovgivningen – besked på, hvad de skal »implementere« i dansk lovgivning. (Det er godt at bruge fremmedord, så tænker folket ikke så meget over at det bare betyder at »indskrive«). Og så kan regeringen give kommunerne detaljeret besked på, hvad de skal gøre.

Når der nu tales om at trimme EU-traktaten, som så skal kunne gennemføres uden folkeafstemning, så må vi være på vagt!

Udenrigsministeren har udtalt at hvis det mestendels vil dreje sig om institutionelle ændringer, så er der ingen grund til dansk folkeafstemning! Så må vi f. eks. spørge på godt dansk: »Skal en EU-udenrigsminister kunne vedtage, om Danmark skal gå i krig eller ej?«, »Skal et flertal i EU gøre det lovligt at tilsætte pesticider til vores drikkevand her i Danmark«, »Skal EU bestemme at vi skal udlevere danskere til straf i andre lande for noget, der ikke er ulovligt i Danmark?«. »Hvad skal de 179 medlemmer, som vi har valgt til Folketinget, selv beslutte og have ansvar for?«

Den slags »institutionelle spørgsmål« vedrører os ganske almindelige danskere. Vi skal bare have det fremlagt med ord, vi forbinder noget med.