Ingen kurs mod bæredygtig fremtid

EU-kommissionens nye grønbog om energipolitik kan hurtigt blive en del af problemet frem for løsningen.
Af Lars V. Pedersen
26. marts 2006

Kommissionens nye energigrønbog er et bredt oplæg til debat om energisikkerhed, konkurrence og bæredygtighed. Men Kommissionen argumenterer ikke for den bedste langsigtede løsning, nemlig en energipolitik, der gør op med fortsat vækst i energiforbruget og medfølgende energiafhængighed. De miljømæssige konsekvenser er underbelyste og atomkraft anerkendes som en mulighed i forhold til problemerne med drivhuseffekten. Dermed kan grønbogen hurtigt komme til at udgøre en del af problemet frem for løsningen.

Det er svært at være uenig med Kommissionens analyse af udfordringerne. EU-landenes afhængighed af importeret energi vil stige fra de nuværende 50% til 70% over de næste 20-30 år, hvis udviklingen fortsætter. Den globale konkurrence fra bl.a. Kina og Indien om begrænsede ressourcer som gas og olie vil øges. Samtidig vil forbrugere og virksomheder fortsat kræve billig og leveringssikker energi.

Kommissionen foreslår forskellige løsninger, f.eks. gaslagring, bedre forbindelser mellem nationale elektricitetsnetværk, øget brug af biobrændsler og at Rusland skal bindes til et stærkere samarbejde.

Disse løsninger virker indlysende, men samtidig sløres det, hvor besværligt det kan blive at opnå disse på et bæredygtigt niveau. Energibesparelser og alternative energikilder står f.eks. ikke klart mål med den forventede stigning i det samlede energiforbrug, så EU-landenes afhængighed af »usikre« leverandører må forventes at fortsætte. Kommissionen går således uden om det afgørende spørgsmål: Præcis hvordan opnås der forskellige former for bæredygtighed på energiområdet – dvs. hvornår er energiforbruget balanceret, således at energikilder ikke undermineres løbende eller skaber andre uoverskuelige miljøproblemer.

Ekstern energisikkerhed

Kommissionens analyse af det globale energiforbrug viser en forventet stigning på 60% i 2030. Samtidig vil en højere andel af dette forbrug komme fra regioner, der omtales som mindre stabile, herunder Rusland og Mellemøsten. Ønsket om at skabe en Ekstern Energipolitik sigter mod at kunne »tale med én stemme« og skabe partnerskaber, men der gøres ikke op med den fundamentale afhængighed af særligt Rusland. Det er meget nemt at argumentere for at det selv på langt sigt vil være nærmest umuligt for de europæiske lande at opnå tilstrækkelige alternativer til at kunne kalde det uafhængighed. Men denne mangel viser at Kommissionen foreløbig ikke tager dets eget trusselsbillede særlig alvorligt. Der er fortsat tiltro til politiske løsninger og favorisering, selv om udviklingen peger i retning af mere global konkurrence om adgang til bl.a. den russiske gas.

Konkurrence og bedre intern organisering

Medierne behandler pt. en række sager hvor EU-medlemslande forsøger at beskytte egne, ofte monopollignende, energileverandører fra konkurrence og overtagelse af udenlandske selskaber. Kommissionens grønbog ser hele denne problematik i et større perspektiv, hvor det netop er konkurrence og grænseoverskridende samarbejde, der vil udgøre en del af løsningen på EU-landenes energi-udfordringer. Lagring af energi, bedre netværk og mere konkurrence kan naturligvis være med til at forbedre distributionen og muligvis give forbrugerne prisfordele. Men det er fortsat blot reparation af et system, der i udgangspunktet ser ud til at gå i en ikke-bæredygtig retning pga. det forventede øgede energiforbrug.

Som én løsning foreslår Kommissionen at EU bør være førende inden for evnen til at skabe vækst uden tilsvarende øgning i energiforbruget. Men hvis EU fortsat importerer en stor del af dets fysiske produkter, vil det globale energiforbrug tvivlsomt mindskes.

En anden problematik omhandler mere interne løsningsmodeller, herunder brugen af atomkraft og biobrændsler.

Atomkraft

Det er op til de enkelte medlemslande at beslutte om atomkraft er en holdbar løsning, men Kommissionen gør det klart at den ser atomkraft som en delvis løsning på CO2-udledningsproblemet. Faren ved denne holdning er ikke begrænset til de velkendte risici forbundet med atomkraft generelt. F.eks. kaldte miljøorganisationen NOAH EU's planer med afskaffelse af atomaffald til Sibirien for »forkastelige på alle mulige niveauer«. Men det sender også et forkert signal om det fremtidige energiforbrug. Med atomkraft i baghånden vil der ikke være det samme incitament til energibesparelser og investeringer i alternative energikilder.

Biobrændsler

Der er en voksende erkendelse af at fossilt brændstof ikke kan udgøre en langsigtet løsning. De nuværende høje priser skyldes ikke nødvendigvis at olien er ved at løbe tør lige her og nu, men manglende kapacitet, usikkerhed og øget efterspørgsel holder priserne oppe. Biobrændsler har derfor fået større betydning, og Kommissionen bekræfter sin målsætning om at 5,75% af benzin og diesel skal afløses af biobrændsler i 2010. Det har fået de trængte EU-landbrug til at glæde sig, da det vil kunne skabe øget efterspørgsel efter dets produkter. Men Kommissionen omtaler ikke den mulige bagside af denne fremtidsvision om evig bæredygtighed. EU-landene vil nemlig tvivlsomt kunne nå særlig langt udover dets 5,75%-målsætning uden import af biobrændsler. Dyrkningen af soja og palmer, som grundlag for den nødvendige biomasse, skaber allerede problemer flere steder i verden, herunder Latinamerika og Borneo. Regnskovshugst er ofte en forudsætning for den nye beplantning, så EU vil derfor kunne blive medansvarlig for miljøproblemer andre steder i verden.

Grønbogens fremtid

Energisektoren er kendetegnende ved det langsigtede perspektiv og den enorme grad af nødvendige investeringer. Kommissionen anslår at de europæiske lande skal bruge omkring 7500 mia. kroner over de næste 20 år for at imødekomme den voksende efterspørgsel samtidig med at gammel infrastruktur skal fornyes. Af samme grund vil grønbogen ikke få den store umiddelbare effekt, selv om temaerne skal op på kommende Europæiske Råds møder.

Det problematiske er at grønbogen kommer til at udgøre udgangspunktet i mange af de fremtidige diskussioner. Kombineret med den langsomme, praktiske udvikling, vil det betyde at bæredygtighed endnu en gang ikke er sat op som den overordnede målsætning. Bæredygtighed er allerhøjst sidestillet med andre hensyn. Naturligvis er der ikke mulighed for helt at stoppe europæernes energiforbrug, men omstillingen til en ny energivirkelighed kan ikke udskydes i det uendelige. Foreløbigt giver Kommissionen ikke dets opbakning til at sige fra over for fortsat energiafhængighed og atomkraft. Dermed er grønbogen reelt ikke oplæg til en mere langsigtet løsning.

Lars V. Pedersen er sagsbehandler for Folkebevægelsen i EU-Parlamentet og rådgiver om blandt andet energispørgsmål.