NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Regeringen har lovet at orientere de folkevalgte EU-politikere på Christiansborg »så tidligt som muligt« om EU-forslag af større rækkevidde.
Det har Europaudvalget lagt fast i en beretning, hvor der også lægges op til at udvalgsmøderne som udgangspunkt skal være åbne med start i det nye folketingsår.
Men allerede inden de nye regler er ført ud i livet, er der uenighed om hvad man rent faktisk er blevet enige om.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har bedt udvalget bekræfte at hans fortolkning af den nye åbenhed er rigtig, og den bekræftelse har han fået af udvalgsformanden Elisabeth Arnold (RV).
Det kommer i forskellig grad bag på andre medlemmer af Europaudvalget.
»Jeg har ikke været med til noget møde hvor vi har behandlet udenrigsministerens henvendelse. Det lyder ikke til at hun har givet udtryk for den fortolkning, jeg troede vi var enige om,« siger Enhedslistens Rune Lund.
»Jeg har ikke set udenrigsministerens brev, det må være kommet til Christiansborg i løbet af sommeren. Vi har diskuteret det her i mere end et halvår, men jeg har ikke været med til at bekræfte udenrigsministerens fortolkning,« siger Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti).
»Men det er min egen fejl, ikke noget jeg vil laste udvalgsformanden for,« siger hun.
Per Stig Møllers fortolkning, som Elisabeth Arnold altså har bekræftet, går ud på at Europaudvalget skal have dokumenter at se, når der indgås aftaler i Bruxelles om at forkorte beslutningsprocessen ved såkaldte førstelæsningsaftaler.
Her skal udvalget ikke risikere at snydes fra eventuelt at kunne påvirke regeringens forhandlingsoplæg.
I de tilfælde bliver også EU-parlamentarikerne sat på et sidespor.
»Der indgås aftaler mellem de to store partigrupper hvor de små grupper som min egen liberale partigruppe er uden indflydelse,« siger den radikale Elisabeth Arnold.
I de øvrige tilfælde, når der ikke indgås »førstelæsningsaftaler«, skal udvalget kun orienteres mundtligt om hvad der er nyt siden sidst.
»Nej, sådan bliver det ikke. Vi hænger os op på Rådet. Det er vores håndtag, det er der vore ministre tager stilling,« siger hun.
Det indebærer at udvalget stadig først kommer ind på banen efter at eksperter og ambassadører har forhandlet det meste på plads – undtagen ved de omtalte førstelæsningsaftaler.
Det er der forskellige vurderinger af i Europaudvalget.
»Jeg mener at vi skulle få sagerne at se inden regeringen afgiver sine instrukser. Det er ikke godt nok at komme ind så sent, siger Rune Lund.
»Vi skal ind så snart Kommissionen er kommet med et udspil. Mine egne erfaringer fra arbejdet med servicedirektivet viser at man skal være med fra start for at få indflydelse,« siger Morten Messerschmidt.
Reelt sker selve forhandlingerne mellem medlemslandene i nogen af de mellem 250 og 300 faste og tilfældige arbejdsgrupper som mødes i Bruxelles.
Det er her embedsmænd fra medlemslandene forbereder EU-ambassadørernes, og derefter ministrenes, beslutning. De forhandlinger kan stå på i flere år, inden et lovforslag er klart til vedtagelse.
Arbejdsgrupperne er sat sammen af nationale eksperter fra landenes repræsentationer i Bruxelles, og/eller fra ministerier eller andre myndigheder i medlemslandene.
De nationale eksperter udpeges i kraft af deres viden om f.eks. landbrug, eller miljø, men forhandler på vegne af sine regeringer som var de diplomater. I de referater som til dels er tilgængelige omtales forhandlerne ikke med navne, men med landebogstaver.
Regeringens instrukser til eksperterne i arbejdsgrupperne er derfor centrale. DÈr kunne folkevalgte politikere også have en interesse i at blande sig, mens der er en mulighed for at påvirke forhandlingsoplæg og forhandlingernes gang.
Ifølge EU-oplysningens vurdering aftales 85 procent af al EU-lovgivning af mellem embedsmænd og ambassadører. Kun 15 procent afgøres på ministerniveau.
Reelt sker selve forhandlingerne mellem medlemslandene i nogen af de mellem 250 og 300 faste og tilfældige arbejdsgrupper som mødes i Bruxelles.
Det er her embedsmænd fra medlemslandene forbereder EU-ambassadørernes, og derefter ministrenes, beslutning. De forhandlinger kan stå på i flere år, inden et lovforslag er klart til vedtagelse.
Arbejdsgrupperne er sat sammen af nationale eksperter fra landenes repræsentationer i Bruxelles, og/eller fra ministerier eller andre myndigheder i medlemslandene.
De nationale eksperter udpeges i kraft af deres viden om f.eks. landbrug, eller miljø, men forhandler på vegne af sine regeringer som var de diplomater. I de referater som til dels er tilgængelige omtales forhandlerne ikke med navne, men med landebogstaver.
Regeringens instrukser til eksperterne i arbejdsgrupperne er derfor centrale. DÈr kunne folkevalgte politikere også have en interesse i at blande sig, mens der er en mulighed for at påvirke forhandlingsoplæg og forhandlingernes gang.
Ifølge EU-oplysningens vurdering aftales 85 procent af al EU-lovgivning af mellem embedsmænd og ambassadører. Kun 15 procent afgøres på ministerniveau.