ARTIKLER


Finland godkender forfatning

Et stort flertal i Finlands Riksdag har stemt for at godkende EU-forfatningen. Den skal vedtages ved endnu en afstemning efter sommerferien. Man vil undgå en folkeafstemning.
Af Staffan Dahllöf
19. maj 2006

Et flertal på 104 ud af 199 medlemmer af Finlands Riksdag har stemt for godkendelse af EU-forfatnings-traktaten. Det skete ved førstebehandlingen af en regeringsrapport den 12. maj. 24 stemte imod, 11 undlod at stemme og 60 var fraværende.

Rapporten og dermed EU-forfatningen skal vedtages ved endnu en afstemning i Riksdagen, og det sker antagelig lige efter sommerferien. Finland overtager EU-formandskabet den 1. juli.

Der bliver næppe folkeafstemning om godkendelsen, selv om 57 procent af finnerne mener det, og 50.000 har skrevet under på det, skriver euobserver.com.

Statsminister Matti Vanhanen fra Centerpartiet er ivrig efter at komme videre med ratifikationen og mener at det er en god traktat. Præsident Tarja Halonen, som er socialdemokrat, mener at Finland nok burde give sig lidt bedre tid. Hun siger til avisen Helsingin Sanomat:

»Det er simpelthen et spørgsmål om det rette tidspunkt. Det er målet at ratificere, og traktaten skal ratificeres; men er det denne her traktat, som skal ratificeres i sidste ende?,« spørger præsidenten.