ARTIKLER


Euro-nej sparede 4 milliarder

Nationalbanken oplyser, at hollandske forbrugere kom til at betale 0,6 procent ekstra, fordi virksomhederne satte prisen op, da man gik over til Euroen.
Af Sven Skovmand
18. august 2006

I Nationalbankens kvartalsoversigt for 2. kvartal 2006 kan man læse en interessant artikel om Hollands økonomi det sidste årti.

I artiklen står blandt andet at Hollands medlemskab af euroen betød at priserne steg 0,6 procent mere, end de ellers ville have gjort, fordi »hollandske virksomheder benyttede overgangen (til euroen) til at justere priserne op for en række varer og tjenesteydelser.«

Oplysningen stammer fra en vurdering fra De Nederlandsche Bank.

En oplysning der citeres af Nationalbanken må stå til troende. Og den fortæller altså at det hollandske ja til euroen kostede forbrugerne 0,6 pct. som de måtte betale gennem højere priser.

Det danske private forbrug er på cirka 600 milliarder kroner om året. Så forbrugerne sparede altså knap 4 milliarder kroner ved at sætte krydset det rigtige sted ved euro-afstemningen i 2000.